Styrk forebyggelsen
- Det er meget positivt, at KL sætter forebyggelse højt på den politiske dagsorden, og at de især retter blikket mod børnene og de unge, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Hun peger på, at den individorienterede indsats skal tilrettelægges ud fra den enkeltes behov for at virke og med inddragelse af de omgivelser, som den enkelte lever i. I dette arbejde spiller ergoterapeuter en vigtig rolle.
- Vi arbejder med både børn, unge, voksne og ældre, der har svært ved at deltage i dagligdagens aktiviteter. Ved individuelt at træne kroppen, psyken og hjernen forbedrer vi den enkeltes færdigheder, så hverdagen kan klares uanset om det er i børnehaven, i skolen, på jobbet eller i hjemmet, siger Tina Nør Langager.
Der er dog brug for en bredere indsats end det enkelte menneske, når problemet med overvægt skal håndteres.
- Det er ikke nok at få den overvægtige til at have fokus på kost og motion. For at lykkes skal hele familien involveres i at se muligheder og etablere nye vaner og varige livsstilsforandringer i hverdagen, siger Tina Nør Langager.
Hun peger endvidere på, at kommunernes fokus på rygning i udspillet er velvalgt, men at der i højere grad skal strukturelle ændringer til, hvis tobaksforbruget især blandt de unge skal ned.
- Alle skoler bør være røgfri, så børn og unge ikke har en skoledag i et rygermiljø. Og så handler det om at hæve afgifterne på tobak. Jo dyrere det er, desto færre unge vil købe cigaretterne, siger Tina Nør Langager.
Læs KL’s udspil her (PDF)