Afgørelse: Forskelsbehandlet på grund af sit køn
Det var i strid med ligebehandlingsloven, da det mandlige medlem af Etf blev afskediget fra sin stilling som handicaphjælper ved fri- og efterskole på Sjælland.
Egoterapeuten blev i 2003 ansat på fri- og efterskolen som handicaphjælper. Arbejdsopgaverne var ifølge ansættelseskontrakten "praktisk og personlig hjælp til stærkt fysisk handicappet efterskoleelev samt opgaver, der falder i naturlig forlængelse heraf på en efterskole". Ved skoleårets begyndelse tildeles hver handicaphjælper en elev, som hjælperen følger hele året. Hver elev har tilknyttet to hjælpere, som afløser hinanden i løbende vagter. Eleverne er i alderen 14-18 år.
Den mandlige handicaphjælper blev opsagt i sommeren 2014. Begrundelsen for afskedigelsen var, at der ikke var udsigt til, at fri- og efterskolen ville få mandlige elever med fysiske funktionsnedsættelser i det kommende skoleår. Dermed blev medlemmet udsat for forskelsbehandlet på grund af sit køn.
Arbejdsgiver oplyste i den sammenhæng skriftligt til Etf, at man ikke mente, at man kunne tilbyde hverken kvindelige elever eller mandlige hjælpere, at en mand skulle være hjælper for en ung pige på 15-18 år. Arbejdsgiver henviste til muligheden for dispensation i ligebehandlingsloven i disse tilfælde og afviste at udrede godtgørelse til det opsagte medlem.
Ligestilling på det danske arbejdsmarked
I Etf glæder man sig over, at medlemmet har vundet den principielle sag i Ligebehandlingsnævnet.
- Det er et klokkeklart eksempel på et fordomsfuldt syn på mænd og kvinder, som ikke finder genklang i det øvrige samfund, siger Gunner Gamborg i den forbindelse og understreger, at piger og kvinder igennem alle livets faser kommer i situationer, hvor de har behov for at modtage hjælp og pleje både fra mandlige og kvindelige, professionelle omsorgspersoner, i daginstitutioner, i skoler, på hospitaler, på plejehjem med videre. Og den modsatte situation med mandlige klienter og kvindelige fagpersoner jo er et helt almindeligt og anekendt forhold.
- Hvis der fortsat skal være ligestilling på det danske arbejdsmarked, må vurderingen af den ydede hjælp og omsorg nødvendigvis alene baseres på den professionalisme, der er i udførelsen af den givne opgave, siger Gunner Gamborg.
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved blandt andet afskedigelse. Da arbejdsgiver ved afskedigelsen af medlemmet alene lagde vægt på, at der ikke ville komme mandlige elever, og at han som mand ikke kunne være hjælper for kvindelige elever, har medlemmet påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sit køn.
Medlemmet er tilkendt en godtgørelse, der er fastsat til 215.000 kr. svarende til ca. ni måneders løn.
Efter at denne nyhed er udgivet har arbejdsgiveren accepteret Ligebehandlingsnævnets dom og har nu udbetalt godtgørelsen til medlemmet, red.