Hjem > Aktuelt > Nyheder > CORONOAVIRUS: Ergoterapeuter er en del af det sundhedsfaglige beredskab

CORONOAVIRUS: Ergoterapeuter er en del af det sundhedsfaglige beredskab

14. marts 2020
Ergoterapeutforeningen får mange spørgsmål fra medlemmer angående den helt ekstraordinære situation, som vi befinder os i grundet forebyggelse af Corona virus. En del spørgsmål drejer sig om, hvordan man som ergoterapeut skal forholde sig til ændringer i arbejdsopgaver.

Hvis der sker ændringer i prioritering af arbejdsopgaver m.v., er det ledelsen, du skal i dialog med. Det er ledelsen af sundhedsberedskabet i kommuner og regioner, der vurderer, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, så de nødvendige sundhedsfaglige opgaver kan varetages. Det ligger derfor inden for ledelsesretten at prioritere, herunder at bede alle sundhedspersoner, løse andre opgaver end vanligt. Det er derfor din leder du skal kontakte, hvis du har spørgsmål til ændrede opgaver.

En gældende retningslinje er, at du som sundhedsperson (personer med sundhedsfaglig autorisation) skal udvise fleksibilitet og sige ja til andre opgaver, samtidig med at du skal sikre dig værnemidler og instruktion, særligt vedr. hygiejne. Det er arbejdsgiveren, der skal sørge for den relevante instruktion, brug af værnemidler og instruktion i værnemidlernes tilgængelighed.

Etf’s opfordring

Udover at indgå i beredskabet skal man også tænke på omdømmet for faget og passe på ikke at stille sig i en position, der ikke er gavnlig for faget og dig som fagperson. Du skal være opmærksom på, at du i genopretningen efter pandemien altid vender tilbage til dine sædvanlige funktioner og opgaver.

Kommunernes forpligtelse i sundhedsberedskab 

Etf ser variation i de enkelte regioner og kommunernes tilgang. Det er den enkelte region og kommunes ansvar at følge SST’s retningslinjer. Alle regioner og kommuner arbejder på højtryk for at opfylde deres forpligtelse, og de faglige organisationer har i fællesskab løbende dialog med arbejdsgiverne om, hvordan vi kan opnå øget ensartethed for borgerne og medarbejderne.  

Kommunen har til opgave at yde fornøden støtte og hjælp til de borgere, der måtte være ramt af COVID-19, ligesom fortsat drift af kritiske funktioner skal sikres. I følge Sundhedsstyrelsens vejledning til kommunerne om sundhedsfagligt beredskab – her i forbindelse med pandemi - er de konkrete opgaver for kommunens sundhedspersonale blandt andet, at de skal:

  • Afklare og yde fornøden hjælp til berørte borgere
  • Varetage pleje og omsorg for ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehuse
  • Varetage pleje og omsorg for (smitsomt) syge, som vurderes at kunne opholde sig i eget hjem
  • Medvirke til at mindske indlæggelsesbehov i sygehusvæsenet for andre sygdomme
  • Deltage i (masse)vaccination af dele af befolkningen
  • Deltage i omsorg for personer anbragt i karantæne
  • Sikre forsyning af rent drikkevand til borgere i hjemmeplejen ved drikkevandsforurening
  • Iværksætte social assistance og krisestøtte
  • Bidrage ved eventuel oprettelse af Evakuerings- og Pårørendecenter

Du finder vejledningen her

Hold dig opdateret om seneste nyt fra Etf etf.dk/corona her