Hjem > Aktuelt > Nyheder > #FM19: De pårørende skal have ordet

#FM19: De pårørende skal have ordet

14. juni 2019
Tina Nør Langager deltog i debatten ’Bak op om de pårørende til mennesker med handicap’. Debatten var et opråb til politikerne på Christiansborg om at blive opmærksomme på den modvind, som de pårørende ofte står over for, når de beder om hjælp fra kommunen.
Formand Tina Nør Langager deltog fredag formiddag i Landsforeningen LEVs debat "Bak op om de pårørende". Hun deltog sammen med Kristian Würtz, Rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune, Anni Sørensen, Landsformand, Landsforeningen LEV, Jakob Sølvhøj, MF, Enhedslisten og Mia Kristina Hansen, initiativtager, Facebook-gruppen BAK OP OM DE PÅRØRENDE MED HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED.

Af Anni M. Wiecka

For omtrent 10 dage siden skrev formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager, et opslag på Facebook-gruppen BAK OP OM PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED. Heri takkede hun gruppens medlemmer – som typisk består af pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed – for deres indsats i valgkampen. Gruppen havde nemlig givet et opråb til politikerne om, at faglighed, viden og støtte ikke var en selvfølge. Nærmere tværtimod. 

På baggrund af interaktionen, som Facebook-opslaget førte med sig, var det nærmest en selvfølge for Tina Nør Langager at deltage i debatten ’Bak op om de pårørende til mennesker med handicap’ arrangeret af Landsforeningen LEV og Enhedslisten på Folkemødet 2019. 

Reaktionen på Tina Nør Langagers Facebook-opslag var nemlig, at en lang liste af pårørende fortalte, at ergoterapi ikke var en fast del af indsatsen. De forskellige pårørende var blevet opmærksomme på, at ergoterapi var en mulighed ad andre veje, og det var besværligt at få fra kommunen. Flere havde måttet ty til privat ergoterapi uden tilskud og betalt selv.

Det var netop dette problem, som debatten tog op: hvordan mange pårørende oplever at skulle kæmpe med kommunerne om deres rettigheder, når det kommer til at få hjælp i hverdagen.

Servicelovens formål er nemlig klart, mener Tina Nør Langager. Den bygger på forebyggelse og individuel vurdering med en helhedsorienteret indsats. Og det bygger – vel at mærke – på eget ansvar for udvikling i kommunerne.

- Jeg er af den overbevisning, at det ikke nødvendigvis er billigere for kommunen, at vente eller undlade at give den rette hjælp fra start. Kommunerne må gøre sig klart, at en familie med et handicappet barn eller en voksen er et samarbejde i al den tid, familien bor i kommunen.
At være på forkant og forberede alle parter til næste skridt er grundlaget for et konstruktivt forløb med forudsigelighed og kontinuitet, udtaler formanden.

Opråb om tidlig indsats  

Noget af det, som Ergoterapeutforeningen bød ind med til debatten, var særligt argumentet om en tidlig indsats. En tidlig indsats fra det rette fagpersonale.

- Jeg mener, at hvis den rehabiliterende tilgang skal efterleves, skal vi være forebyggende og på forkant. Familien kender deres udfordringer, men er sjældent ekspert i, hvilken løsning, der skal til. Det er der, ergoterapeuter kommer ind i billedet og giver forudsigelighed og kontinuitet - med mindst mulig indgriben i familiens liv, udtaler Tina Nør Langager.

Debatten havde til formål at råbe politikerne på Christiansborg op på baggrund af det retoriske spørgsmål, som debatten stillede: ”Er det noget som politikerne på Christiansborg er opmærksomme på?”

Hvis politikerne ikke var opmærksomme på det i forvejen, blev de det – med stor sandsynlighed – efter debatten. Nu er det så bare op til dem at skabe et større politisk fokus på problemet og give større opbakning til pårørende til mennesker med handicap.