Hjem > Aktuelt > Nyheder > #ERGO15: At være hjerneskaderamt

#ERGO15: At være hjerneskaderamt

12. november 2015
For 11 år siden blev Mikael Vittrup ramt af en hjerneblødning. Han klarede sig, og nu har han både stiftet familie og er blevet ergoterapeut. På ERGO 15 fortalte han sin historie.
ERGO 15
- Jeg er tilhænger af, at man skal gå ud over den nærmeste udviklingszone, sagde Mikael Vittrup i sit oplæg på ERGO 15. Foto: Heidi Lundsgaard

- Den udviklingsorienterede rehabilitering blev en farlig cocktail for mig, fordi jeg i den grad manglede indsigt i egen formåen. Jeg troede ikke, at jeg havde nogle begrænsninger, da jeg blev udskrevet efter rehabilitering. Jeg var en verdensmand, og det var den lykkeligste tid i mit liv. Men det var ikke tilfældet. Jeg vidste nemlig ikke, hvad jeg ikke kunne, siger Mikael Vittrup.

- Jeg er tilhænger af, at man skal gå ud over den nærmeste udviklingszone. Jeg var meget overrasket over, at det gik så godt med at handle ind til aftensmad under rehabiliteringen. Det var fedt. Men da jeg kom tilbage til hverdagen, viste det sig, at jeg alligevel ikke kunne overskue det. Jeg kunne have ønsket mig, at ergoterapeuterne havde udfordret mig mere, så jeg i stedet havde oplevet nogle udfordringer, mens jeg endnu havde mit sikkerhedsnet. Hvis de havde taget mig med i Bilka i myldretid, ville det have lagt grobund for større indsigt og selvforståelse. Mit opråb er, at terapeuterne i højere grad tager fløjlshandskerne af, for nederlag er faktisk en nødvendighed, når man skal lære sig selv at kende på ny, og skal lære at fungere i hverdagen. Selvforståelse bør være det primære fokus inden for neurorehabilitering.