- Den lykkeligste tid var de måneder, hvor jeg var indlagt
19. september 2004 – det var en søndag – lå verden stadig fuldstændig åben for Mikael Vittrup. Den 22-årige sydjyde var lige kommet hjem fra en tur til Østrig, fredag og lørdag havde han været i byen med sine venner, og han skulle sådan set bare have tiden til at gå, inden han i februar 2005 skulle flytte til København for at læse til ergoterapeut.
Den unge mand havde således intet alvorligt at bekymre sig om, da han den september-søndag iførte sig Vamdrup IF’s røde fodboldtrøje og gik på banen for at udkæmpe endnu et slag for serie 5-holdet.
- Læs også: Programmet til ERGO 15
Eller næsten intet. Op til og under fodboldkampen fornemmede Mikael Vittrup nemlig en stigende hovedpine, han mistede koncentrationen og besindelsen og rendte ind i en udvisning. Den dag i dag husker han intet fra kampen, for da han kom hjem – dengang boede han stadig hos sine forældre – tog smerterne til. Han spiste nogle piller og gik i seng og vågnede først flere dage senere i en hospitalsseng i Odense.
- Min far plejede at stå op midt om natten for at tisse. Den nat hørte han nogle underlige lyde fra mit værelse. Jeg var bevidstløs og lå i en plamage af slim og blod på hovedpuden. Jeg kom på hospitalet, og da jeg igen kom til bevidsthed – efter to operationer og nogle dage i kunstig koma – opdagede jeg, at jeg havde støttestrømper på, og mit halvlange hår var bundet op i en fletning. Jeg anede ikke, hvad der var sket – og troede et øjeblik, at jeg var blevet kidnappet af nogle russiske rigmænd, siger Mikael Vittrup og tilføjer:
- Jeg prøvede at kravle ud af sengen, men det kunne jeg jo ikke.
Rehabilitering en lykkelig tid
Til november fortæller han sin historie på ERGO 15, som han glæder sig til at folde ud for kollegerne. Det er snart 11 år siden, den nu 33-årige Mikael Vittrup blev ramt af en blødning lige bag hjernen – helt præcist en subaraknoidal blødning – og var tæt på at dø.
Så galt gik det ikke. Heldigvis. Efter fem mirakuløse måneders genoptræning var han klar til atter at kaste sig over livet. Han har stadig en snert af de lammelser, der ramte ham i højre side af kroppen. Han har dropfod. Han har koncentrationsbesvær, af og til døjer han med at huske, og somme tider kan han føle det som om, verden er en kende kaotisk.
Alt det til trods er han blevet ergoterapeut – uddannet fra skolen i Esbjerg i 2010. Han har mødt Anne, der er sygeplejerske, og de deler nu adresse i Kolding og er blevet forældre til den treårige krudtugle Storm. Han har haft to job som ergoterapeut. Og så har han gennemført en halv ironman sammen med sin tvillingebror. Blandt andet.
- Ja, alting er blevet meget bedre, siden jeg vågnede i hospitalssengen med fletninger og støttestrømper. Alligevel kan det lyde mærkeligt – og forkert – men de måneder, hvor jeg var indlagt og var en del af systemet, var nok de lykkeligste i mit liv. Hvorfor? Fordi der blev taget hånd om mig i min rehabilitering, fordi der skete så store fremskridt, fordi det hele lykkedes. Behandlerne opmuntrede mig hele tiden, og så hjalp det selvfølgelig også, at min egen tilgang var – og er – ret positiv, siger Mikael Vittrup.
Aflurede ergoterapeuterne
Flere har mødt ham, når han de seneste år har holdt foredrag på skolerne, andre har måske læst hans bog ”Flyvske Tanker”, hvor han beskriver sit forløb i en meget personlig form.
- Jeg blev ergoterapeut, fordi jeg – før jeg blev syg – tilfældigt skimmede en studié- og erhvervsvejledning og fornemmede, at ergoterapi passede godt til en type som mig. Jeg kunne se, at faget vist handlede om mennesker og aktiviteter, og dengang for mere end ti år siden, glædede jeg mig til at komme i gang på skolen i København. Men forinden mødte jeg altså nogle ergoterapeuter som patient, og jeg bilder mig ind, at jeg prøverede at aflure nogle tricks i løbet af de fire måneder, hvor jeg var indlagt på neurocentret i Hammel og behandlingscentret i Brædstrup, fortæller Mikael Vittrup.
- Læs mere: Tilmelding til ERGO 15
Han husker ikke navnene på de ergoterapeuter, der arbejdede med ham. Men han tænkte tit over det, de sagde og gjorde, og spekulerede på, hvad de ville med forskellige øvelser. Og samtidig mindede han ofte sig selv om, at det en dag skulle være ham, der stod i rollen som ergoterapeut.
- Somme tider pyntede jeg vist lidt på mine fremskridt, når vi talte om min udvikling. På den måde regnede jeg med, at jeg kunne fortælle dem, at de var dygtige. Bortset fra det lærte jeg en masse i min rehabilitering. Jeg lærte for eksempel at vaske mig, at gøre rent og købe ind. Men jeg har tænkt på, at jeg muligvis skulle være udfordret lidt mere. Når vi gik på indkøb, var det med en indkøbsliste og i dagtimerne uden for mange kunder. I overført betydning manglede jeg nok at komme en tur i Bilka lørdag formiddag uden indkøbsseddel. Så havde jeg måske opdaget, at der stadig var lang vej endnu, siger Mikael Vittrup.
Fanget i tankekaos
For selv om han lærte praktiske hverdagsting, manglede han en fornemmelse klar af sin nye situation:
- Jeg oplevede mig selv som en verdensmand, og da jeg bare et halvt års tid efter hjerneblødningen insisterede på at flytte til København for at starte på uddannelsen, overhørte jeg advarslen om, at det ville være for tidligt. Jeg blev klogere. Når jeg lukkede døren til mit kollegieværelse, lagde jeg mig på min seng og græd, og efter en måned stillede jeg mig op foran alle mine klassekammerater og sagde ”jeg elsker jer, men nu tager jeg toget hjem til Jylland”.
Han flyttede atter hjem til sine forældre – og fik i et lille års tid job på en lokal dynefabrik, hvor han ”bare skulle passe en maskine”.
- I den periode fik jeg styr på mig selv og det tankekaos, der i virkeligheden prægede mig, men som jeg ikke havde opdaget under rehabiliteringen. Nu mødte jeg ”den nye Mikael” og lærte mig selv at kende igen. Det var en meget meditativ tid, siger Mikael Vittrup.
Det var på det tidspunkt, han skrev sin bog. Og han har lige siden arbejdet med at tackle det tankekaos. Han har mediteret, han er blevet instruktør i mindfulness, og den buddhistisk inspirerede tatovering, han i dag har på venstre underarm, udtrykker i en sætning hans nye ledetråd: ”At forstå virkelighedens uvirkelighed er nøglen til indsigt”.
- Den sætning minder mig om den mangel på selvindsigt, jeg havde under rehabiliteringen og det arbejde, jeg efterfølgende har været igennem. Jeg har stadig brug for at søge ro. Men jeg mediterer ikke så meget mere. I stedet opsøger jeg roen, når jeg går i svømmehallen. Når jeg svømmer, fornemmer jeg den ro. Svømningen er et frirum, siger Mikael Vittrup.
Har ondt af Anne
Er der dage, hvor du ikke tænker på hjerneblødningen?
- Nej. Jeg bliver jeg dagligt mindet om den i en eller anden afskygning. Det er oftest i forbindelse med, at jeg glemmer ting. Først glemmer jeg nøglen til cyklen, når jeg skal ned at handle. Så glemmer jeg bæreposen, når jeg har fundet nøglen. Og når jeg så kommer hjem, har jeg glemt at købe en liter mælk. Det er måske lidt karikeret, men det er sådan, jeg tosser rundt.
Hvordan påvirker det hverdagen – eksempelvis i forhold til familien?
- Jeg har faktisk lidt ondt af Anne, fordi jeg oplever, at hun bliver så overbelastet. Hun skal passe et stresset job samtidig med, at hun herhjemme er den, der har det overordnede overblik. Jeg er ikke altid den støtte, en normal mand er, hvis han altså bekymrer sig om sin kone. Det er sgu lidt synd for hende, men jeg gør mit bedste, og et af mine mål er at blive endnu bedre til at gøre, hvad hun siger. For når man ikke har hjernen med, men bare fjumrer rundt, må man jo gøre, som det bliver sagt, fortæller han med et forlegent smil.
Hvad har været vanskeligst for dig i forhold til at vende tilbage til tilværelsen?
Mine egne forventninger. De har undervejs været ren gift, fordi jeg hele tiden satte nye mål. Og hver gang noget gik galt, irriterede det mig helt ind i knoglemarven. Det gør det stadig. Men jeg er blevet meget mere realistisk. Jeg har erkendt, at jeg kan have svært ved at huske og bevare overblik.
Og så forsikrer Mikael Vittrup endnu en gang, at det er blevet meget bedre. Det illustrerer han blandt andet med et dugfrisk eksempel: Bare et par timer før Ergoterapeutens besøg har han været hos lægen. Her havde han bestilt tid til et helt almindeligt lille tjek, men dagen før var Storm faldet, og derfor blev det ham, lægen undersøgte.
- For tre-fire år siden havde den detalje forstyrret mig, fordi jeg var meget afhængig af struktur i hverdagen. Det er jeg ikke længere på samme måde, og det er virkelig et fremskridt.
