Ergoterapeut finder nyt land

I virkeligheden er det ”en rigtig coronahistorie”, som Anne Marie Torsting siger. Landet lukker ned. En københavnerfamilie rykker i sommerhuset. De opdager glæderne ved en hverdag i naturen. Drømmen om et hus river i dem, men Rødovre er ligesom hverken fugl eller fisk. Stadig for lidt natur. Hvis de skal gøre det, skal det være rigtigt. Men hvad med jobbet?

Anne Marie Torstings mand er filminstruktør med arbejdsplads flere steder i Danmark, så han var til at flytte. For parrets børn passede det med et skoleskifte, men for Anne Marie, der havde en lang karriere i psykiatrien, senest som faglig leder for ergoterapi og programleder på Sct. Hans, så det anderledes ud.

Hendes arbejdsliv var med egne ord ”vildt spændende”, og hendes base lå helt klart i hovedstaden.  

- Jeg havde hele mit faglige netværk i København og kendte ingen i psykiatrien i Region Syddanmark, så det var helt forfra, fortæller hun. 

Det var nemlig i Svendborg på Sydfyn, at drømmehuset lå. Forelskelsen er forståelig, når man ser udsigten fra stuevinduerne, hvor Svendborgsund glitrer i baggrunden. Foran vandet ligger et stykke med bøgeskov, og omkring huset har familien en næsten 3.000 kvadratmeter stor have.

Stedet var der ikke så meget at være i tvivl om, men jobmæssigt var det knap så åbenlyst. Anne Marie, der har læst en master i rehabilitering på Syddansk Universitet, skrev til sin tidligere vejleder og uddannelseslederen for at høre, om de kendte nogen jobmuligheder.

— Det var de eneste to kontakter, jeg havde på Fyn, så det var nyt land.  

Lykkeligvis vidste hendes tidligere vejleder, at der blev en stilling som adjunkt på UCL ledig. Netop indenfor psykiatri og rehabilitering. Godt nok var uddannelsessektoren en anden verden, end hun kom fra, men ansættelsessamtalen gik godt, og præcis hvor stor forskellen var, indså hun først senere. Heldigvis.

— Jeg har nok også sådan en Pippi-tro på, at jeg nok kan finde ud af det, selvom jeg ikke har prøvet det før. Det er et spring, hvor du bare må stole på, at du kan noget, som nogen kan bruge til noget, og det føltes da som et sats. Men min største bekymring var, om det ville være godt for vores børn at flytte.  

En ny faglighed

Der var mange ting ved det nye job, som passede Anne Marie fint. Kontakten med en masse unge på vej ind i faget, nye kolleger og ny viden.

— Jeg har aldrig været sådan en, der shopper nye arbejdspladser og skifter hvert tredje år, men samtidig tror jeg, at det kan være sundt at flytte sig. Det giver nogle andre perspektiver — også på det, man kommer fra, siger hun.

Som nyansat adjunkt skal man følge et særligt kompetenceudviklingsforløb, der skal kvalificere til at blive lektor efter tre år, og det åbnede en ny verden for Anne Marie.

— Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne finde ud af at være en god underviser, men jeg fik hurtigt KÆMPE respekt for det didaktiske. Hvordan tilrettelægger man en god undervisning? Hvor er der mest læring? Og hvor er der naturlig modstand mod læring? Det var en ny faglighed, jeg skulle dyrke, fortæller Anne Marie Torsting, der følte, at hun ikke havde mange didaktiske værktøjer at gribe efter.

— Tilbagemeldingen var, at det gik rigtig fint, men det var svært at have tålmodighed med sig selv.

De fleste studerende lyttede interesserede. Men enkelte havde øjne og tanker et andet sted.

— Det er nemt nok at undervise dem, der sidder klar på forreste række, men for mig blev det også lidt af en sport at vække dem, der sad på Zalando, fortæller hun med et grin.

Systemchok

Anne Maries praksiserfaring blev værdsat på den nye arbejdsplads. Blandt kollegerne, men i høj grad også hos de studerende, der satte pris på at blive undervist af en, der for nylig ”havde været ude i virkeligheden”.

— Det var skønt at bruge sin erfaring, men jeg skulle vænne mig til, at fokus ikke var på patienterne. Jeg har altid følt et stærkt ”drive” ved at gøre noget for nogle mennesker, der har brug for hjælp, men her var opgaven at lære nogen noget, som skulle gøre dem klar til at hjælpe andre. De havde måske aldrig mødt et menneske med en sindslidelse, så det skulle jeg sætte dem ind i, og det var et andet fokus. Heldigvis har jeg dygtige og hjælpsomme kolleger, der deler undervisningsmateriale med hinanden, men jeg skulle omsætte det til mit eget, forklarer Anne Marie Torsting.

Samtidig var der teorien, som skulle pudses af.

— Jeg kunne min MOHO og den canadiske teori, men nu skulle jeg til også at undervise i ValMO-modellen, som jeg ikke havde beskæftiget mig meget med, og jeg skulle bruge meget krudt på at forstå stoffet, når jeg skulle kunne formidle det.  

Og der var også mange andre ting at vænne sig til.

— Når man kommer ind i en ny sektor, er der nogle logikker, som man ikke nødvendigvis kan gennemskue eller læse sig til på forhånd. Året har sin særlige gang. Organisationen har sin rytme, og jeg skulle forstå, hvordan semestre og fag var bygget op og hang sammen, fortæller Anne Marie Torsting.

Dertil kom et nyt system med alt, hvad det indebærer af genvejsstier, undermapper og adgangskoder.

— Der, hvor jeg kom fra, har jeg surfet rundt i sundhedsplatformen og andre systemer med største selvfølgelighed, men her følte jeg mig bare så dum, når jeg igen og igen måtte spørge. Jeg gik fra at være sådan en, der blev spurgt til råds til at stå med en følelse af ikke at vide noget som helst.

Vanedyr i forandring

En anden stor forandring på den nye arbejdsplads var, at Anne Marie fik ergoterapeutkolleger.

— Jeg har altid arbejdet tværfagligt, men pludselig havde jeg 14 ergoterapeuter i min dagligdag, og der var et langt mere monofagligt arbejdsfællesskab. Jeg havde i årevis været i den rene psykiatriske ergoterapi, og det blev en hel genopdagelse af mit fag, når vi sad der på personalemødet, og de andre talte om neurologien, håndkirurgien og hjælpemiddelområde, fortæller Anne Marie, der også oplevede glæden ved at fordybe sig.

— Som praktiker kradser man jo lidt i vidensoverfladen, men her var der mulighed for at dykke ned i stoffet.

Når Anne Marie kom hjem fra arbejde, gik hun i haven og ladede op. Børnene var hurtigt faldet til, og når sønnen kom hjem og hentede badebukser efter skoletid, datteren spiste hos sine nye veninder, og ægtefællen kunne sidde og spille klaver i den anden ende af huset uden at forstyrre nogen, var valget indlysende rigtigt.

— Jeg er faktisk overrasket over, hvor hurtigt man kan ændre sig fra at være storbymenneske til at være havemenneske.

Som voksen med store børn tager det tid at skabe et netværk et nyt sted, oplever Anne Marie, men hun og manden bruger flittigt byens kulturtilbud og nyder naturen, venner og familie tæt på.

— Ting tager tid. Lige meget om du flytter til en ny by eller begynder i et nyt job. Selvom jeg godt vidste, at det ville tage tid at lande, var forskellen mellem at have tjek på tingene og at være den nye bare større, end jeg havde regnet med, og det føles ikke nødvendigvis rart undervejs, siger Anne Marie Torsting, der dog aldrig har fortrudt skiftet.

— Det er godt at rykke sig, for man kan godt blive lidt hjemmeblind. Også i sin selvforståelse. Som ergoterapeuter arbejder vi med at flytte andre mennesker, og derfor tror jeg også, at det er meget sundt, at man flytter sig selv, så man bedre kan forstå forandringen. Jeg har i hvert fald fået bekræftet – hvad jeg rent fagligt godt vidste – at mennesker er vanedyr. Vi har vores rytmer og tænker ikke så meget over dem, men pludselig skulle jeg bruge min hjerne på alt, og undervejs måtte jeg graduere forventningerne til mig selv ret meget ned. 

På rejse i livet

Efter det første år som adjunkt kunne Anne Marie puste ud. Hun havde klaret første semester. Og andet.

Værktøjskassen blev fyldt op, og hun bevægede sig mere hjemmevant i skemaer og computersystemer. Men netop der, hvor coronahistorien kunne være endt, blev stillingen som uddannelsesleder på UCL slået op.

Flere kolleger opfordrede hende til at søge, hun sendte ansøgningen og fik jobbet.

— Mine muskler som adjunkt kunne være blevet stærke, men det er dejligt at komme tilbage til ledelse, hvor jeg føler, at jeg har meget mere i værktøjskassen. Jeg trives med ledelse, med at tage det ansvar og samarbejde med medarbejderne og de studerende på en ny måde. Nu har jeg tilmed en indsigt i arbejdsfeltet, som jeg er rigtig glad for, siger hun.

Derfor har læringskurven heller ikke været så intens denne gang.

— Jeg vil nok altid have et intenst arbejdsliv, for det synes jeg er sjovt, men så er der noget dejligt ved at komme hjem og sidde og kigge lidt ud på Ærøfærgen eller gå i haven, siger Anne Marie Torsting, der ikke ser det som en endestation.

— Vi havde 25 år i København, nu tager vi 25 år i Svendborg, og så må vi se, hvad der sker. Men man skal give sig selv tid til at slå rødder — og så er København jo heller ikke længere væk, pointerer hun.

Tør du tage springet?

Anne Marie Torstings råd til andre, der overvejer at flytte sig karrieremæssigt

• Overvej helheden. Du skal ikke kun se på konsekvenserne af at flytte dit arbejdsliv. Hvad får jer til at trives som familie? Hvad trives I med at lave? Hvad er vigtigt for dig på jobbet? Og når du har fri? Vurdér det som en helhed.
• Afsøg udviklingsmuligheder. Spørg din (potentielt) kommende arbejdsgiver, hvilke udviklingsmuligheder arbejdspladsen kan tilbyde. Kan du f.eks. få kompetenceudvikling indenfor dit nye felt?
• Fokusér på det positive. I stedet for hele tiden at have blikket rettet mod alt det, du endnu ikke kan, skal du huske på alt det, du kan, og det gode, som arbejdsskiftet har ført med sig.
• Vær tålmodig. Sæt det lange lys på, og væn dig til tanken om, at du ikke kan være dygtig til alt fra starten. Det tager lang tid at lære et nyt felt og en ny arbejdsplads at kende.
• Brug dine kolleger. Vær ikke bange for at spørge til råds, og del din tvivl og dine oplevelser med dine nye kolleger.
• Tank op. Når man starter indenfor et helt nyt område, kan man bruge alle døgnets timer på at tilegne sig den nye viden og nye systemer. Øv dig i at holde fri.

Blå bog: Anne Marie Torsting

• Uddannelsesleder
• Ergoterapeutuddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
• ambt@ucl.dk