Det er lidt mere end en måned siden, krigen begyndte, og det er Ivanna Larsens sidste arbejdsdag. I hvert fald for et stykke tid. Om lidt skal hun ind og spille ballonbadminton med en gruppe beboere, og i eftermiddag er der gudstjeneste på plejecentret, inden hun siger farvel.
Der er kaffe på termokanden, sollys ind ad vinduerne, og kolleger, som giver hende et opmuntrende klem på skulderen, når de går forbi.
Men i Ukraine lyder alarmerne. Der falder bomber og missiler. Mennesker dør, og bygninger knuses.
- Jeg oplever det stadig, som om jeg står ved siden af og kigger på noget uvirkeligt. Det er så svært at begribe, at det rent faktisk sker i mit hjemland – at det sker i hjertet af Europa, siger Ivanna.
På brystet bærer hun en iøjnefaldende gul og blå sløjfe. Det kan godt være, at hun har boet mere end 20 år i Danmark, er dansk gift og har dansk statsborgerskab, men ingen skal være i tvivl om, hvor hjerte og tanker er lige nu.
- Og man kan jo heller ikke forestille sig det, fortsætter den 42-årige ergoterapeut.
- Når jeg taler med mine kusiner eller min bedste veninde, siger de: ”Du forstår det ikke. Du har ikke prøvet, hvordan det er at gå forbi døde mennesker på gaden eller hørt bombardementerne.” Det er blevet normalt for dem nu.
Til Danmark som au pair
Ivanna Larsen kom til Danmark som au pair i 2002. Hun var 22 år og havde en specialistgrad indenfor turismebranchen, og selvom hun elskede sin fødeby Kyiv og regnede med, at hun skulle tilbage, kunne hun ret hurtigt se, at Danmark bød på nogle flere muligheder og en anden tryghed på f.eks. arbejdsmarkedet. Det var dog svært at få arbejde i turismebranchen, så Ivanna besluttede sig for at blive social- og sundhedshjælper, men hun havde snart flere ambitioner.
- Og ergoterapi lød spændende. Alene ordet. Er-go-te-ra-pi. Det gjorde mig nysgerrig. Vi har ikke nogen uddannelse, der svarer til ergoterapeut i Ukraine, og jeg vidste ikke helt, hvad det dækkede over, da jeg kom ind, men jeg kunne både lide den fysiologiske del og det at være tæt på mennesker og se, hvor meget man kan flytte dem ved hjælpe af meningsfulde aktiviteter, fortæller hun.
Efter uddannelsen var mulighederne for et fast job ikke gode. Hele 12 vikarstillinger blev det til, inden Ivanna for syv år siden blev ansat som aktivitetsmedarbejder her på plejecentret, hvor hun er en del af et terapeutteam under afdelingen ”Aktivitet, forebyggende hjemmebesøg, mad & måltid” i Horsens Kommune.
Familie på flugt
Da Ivannas kusine, seks dage før krigen den 24. februar brød ud, ringede for at spørge, om Ivanna ville tage imod hendes forældre og hendes to børn på otte og 10 år, så de kunne være i sikkerhed i Danmark, troede Ivanna ikke rigtigt på, at rejsen nogensinde ville blive til noget. Men den 21. februar om aftenen ankom Ivannas mor, morbror, tante og de to børn fra Kyiv til murermestervillaen i Bjerringbro, hvor Ivanna bor med sin mand og deres 13-årige datter.
- De havde pakket tøj til at være her en uges tid, og de første dage føltes det også lidt som en ferie, fortæller hun.
Den dag krigen brød ud, skulle Ivanna til teammøde, husker hun. Allerførst var der dog planlagt aktiviteter med beboerne på det ene af de to plejecentre, hvor hun er tilknyttet. Men samme morgen var Ivanna blevet vækket kl. 05.30 af en banken på soveværelsesdøren. Udenfor stod hendes tante.
- De bomber Kyiv, lød det fra tanten, som netop havde fået en videobesked fra sin datter, Ivannas kusine, der fra sit køkken i Ukraines hovedstad berettede om begivenhederne og fortalte, at det måske var sidste gang, familien så hende.
Ivanna stod op. Kørte sin datter i skole og tog på arbejde.
- Hele dagen var jeg megapåvirket. Beboerne var også meget optagede af situationen, og fjernsynet kørte mange steder, så jeg kunne hele tiden skæve lidt til nyhederne. Både personale og beboere støttede mig, men jeg kunne slet ikke koncentrere mig, og da jeg nåede til teammødet, tudede jeg simpelthen.
Kaldt ud som tolk
Sådan gik dag ét. Ivanna kørte hjem til familien, der sad med deres blikke limet til skærmene. På telefonerne blinkede beskeder fra venner og familie ind, og på fjernsynet tonede billederne fra et land under angreb frem.
- I begyndelsen var det særligt svært, fordi mine kusiner ikke var i sikkerhed. Den ene sad 12 dage i kælderen under sit hus, inden de begge to kørte til det vestlige Ukraine, fortæller Ivanna, der de næste uger forsøgte at opretholde en hverdag.
Datteren skulle køres i skole. Ivanna skulle køre til Horsens og Brædstrup for at lave aktiviteter på plejecentrene.
- Men mine tanker var et andet sted, og det var ikke naturligt for mig at grine sammen med beboerne, som jeg plejer. Det hele foregik per automatik, og jeg var bare en robot, der gik på arbejde.
Om natten kunne hun ikke sove, og hver morgen tjekkede hun som det første ukrainske hjemmesider for at læse, hvad der var sket i løbet af natten.
- I starten var det lidt af et frirum at komme på arbejde, for stemningen hjemme var trykket, men jeg blev hurtigt en rigtig dårlig medarbejder, fortæller hun.
Flere aftener pakkede hun tøj og andre forsyninger til ukrainerne som en del af en dansk-ukrainsk venskabsforening, og det frivillige arbejde var meningsfuldt, men også krævende. Samtidig blev hun kaldt ud på flere og flere tolkeopgaver. Kommuner havde brug for hjælp til at oversætte asylansøgninger, og politiet ved grænsen havde brug for en, der kunne tolke for de stadig flere flygtende.
Efter to ugers forsøg på at opretholde hverdagen, bad Ivanna sin leder om et halvt års orlov.
- Jeg kan ikke sprede glæde lige nu, og det er ikke at forsætte - hverken over for beboerne eller min arbejdsgiver, forklarer hun.
- Samtidig kan jeg mærke, at der er et stort behov for mig andre steder.
Uvis fremtid
De næste måneder skal Ivanna arbejde fuld tid som tolk for bl.a. kommuner, og hjemme har hun også en vigtig opgave. Ivannas to kusiner bliver foreløbigt i det vestlige Ukraine, hvor de passer deres arbejde på afstand, men de fem andre slægtninge bor hos hende.
- Jeg føler mig meget forpligtet i forhold til, at min familie skal have en hverdag igen. Især børnene. De skal også have et børneliv, siger Ivanna, der bl.a. har taget kusinens børn med på udflugter rundt i Danmark.
Samtidig tilskynder hun familien til at få en ny orden i kaos.
- Jeg prøver f.eks. at få dem ud og gå tur hver dag. Særligt min mor har det rigtigt svært, og jeg siger til hende, at hun skal ud hver dag, for naturen får stressniveauet til at falde.
Fremtiden er med Ivannas ord ”et svært emne” i familien.
- Min familie tænker ikke på en fremtid her i Danmark. De vil tilbage, men jeg ville sådan ønske, at de ville søge om særlov. Dels fordi de kun må opholde sig i Danmark 90 dage på deres turistvisum, men også for at børnene kan komme i skole, og min tante og morbror kan få et arbejde og deres eget hjem, for de føler sig stadig som gæster hos mig, siger Ivanna, der dog ikke presser på.
- Det er en balancegang, og jeg kan mærke, at jeg tænker som ergoterapeut og har en klientcentreret tilgang. Det er dem, der skal bestemme, hvad de vil med deres liv, siger Ivanna og skænker endnu en tår fra termokanden.
Der er en halv time, til aktiviteterne med beboerne begynder. Det er tid til at finde ketsjere og balloner frem. Men først skal hun lige svare på, om hun regner med at være tilbage på jobbet om et halvt år?
Spørgsmålet udløser en lang pause.
- Jeg ved det ikke. Jeg håber, jeg vender tilbage, men jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om fremtiden. Jeg havde jo heller aldrig forestillet mig, at jeg skulle komme til at bede om orlov fra mit arbejde på grund af krig i Ukraine, siger hun og holder så igen en pause.
- Men jeg ved, at vi som ergoterapeuter får en vigtig opgave, hvis vi skal arbejde med de ukrainere, der kommer hertil, og jeg tror på, at vi kan hjælpe dem med at prioritere og genfinde en struktur i hverdagen, fastslår hun.
