— Et CV? Sådan et har jeg ikke — og har aldrig haft brug for, konstaterer Connie Nissen og tilføjer, at hun heller aldrig har skrevet en ansøgning eller været til jobsamtale til en ergoterapeutstilling. I stedet har hun drevet sin egen børneergoterapeutiske praksis i Næstved siden 1990.
— Det lå hverken i mit eller min mands DNA, at vi skulle blive selvstændige, men det blev levevejen for os begge, og vi har kunnet støtte hinanden hele vejen, så jeg har ikke tænkt mig at skifte ham ud, siger Connie Nissen med vanlig energi og ligefremhed.
Hun har været sammen med Kim siden Gerlev Idrætshøjskole, hvor de mødte hinanden, da hun var 23 år. Ud over mødet med Kim, var opholdet på Gerlev Idrætshøjskole også på andre måder et vendepunkt i Connie Nissens liv.
— Der er to steder, jeg gerne vil sælge billetter til, og det er Gerlev Idrætshøjskole og ergoterapeutuddannelsen, konstaterer hun.
Inden højskoleopholdet, var der ikke meget, der tydede på, at 14-årige Connie skulle få sig en uddannelse.
Hendes skolegang sluttede i første omgang efter 9. klasse, hvor hun blev sendt hjemmefra til ”en plads i huset”, som det hed, og de næste fire år var hun klinikassistent hos en tandlæge.
Det efterfølgende højskoleophold gav hende imidlertid lyst til skolebænken, og de næste år tog hun 9. og 10. klasse og senere en 3-årig HF. Hun nåede også at få sit første barn, inden hun fra flere sider blev opfordret til at blive ergoterapeut.
— Den ene opfordring kom fra min svigermor, der arbejdede på et plejehjem og mente, at jeg mindede om en af de ergoterapeuter, som hun havde stor respekt for. Den anden opfordring kom fra en venindes mor, som selv var ergoterapeut og mente, at det skulle jeg også være. De to damer skabte interessen, og jeg begyndte på skolen i Næstved i 1985 i en alder af 28, siger Connie Nissen.
Kun opgaver om børn
Hun er ikke helt klar over, hvorfor børneergoterapi blev hendes speciale, men hun konstaterer, at alle hendes opgaver på ergoterapeutstudiet handlede om børn og unge.
— Måske er det fordi, jeg selv har en legende tilgang til livet. Ser jeg et par stylter, skal jeg op på dem, og jeg elsker at ride.
Inden hun var færdig på uddannelsen i 1988, blev hun ringet op fra Centralsygehuset i Næstved og fik at vide, at der var en ledig stilling til hende, hvis hun ville have den. De kommende år arbejdede hun på sygehuset, men samtidig plejede hun interessen for børn og unge i et netværk af erfarne børneergoterapeuter og personer med andre børnefagligheder. Efter halvandet års medlemsskab af netværket greb et af de erfarne medlemmer, psykolog og specialist i børneneuropsykologi Asta Haugland, fat i Connie Nissen.
— Hun spurgte mig, om jeg ikke skulle se at komme i gang med at se nogle børn. Jeg gik hjem til Kim og spurgte ham, hvad han sagde til, at jeg gik ned i tid på sygehuset — og der var fuld opbakning, siger Connie Nissen.
I de kommende måneder rislede henvisningerne af børn lige så stille fra Asta Haugland til Connie Nissen, og i samme takt gik den nyudklækkede børneergoterapeut ned i tid på sygehuset fra 35 til 20 timer.
— Jeg mødte stor rummelighed fra sygehusets side. Min leder sagde til mig, at jeg bare kunne gå op i tid igen, hvis forretningen gik i stå.
Til sidst var der ikke plads til fast arbejde i hendes kalender, og Connie Nissen anskaffede sig en stor stationcar, som var datidens varemærke for børneergoterapeuter.
— Dengang kørte børneergoterapeuter ud til institutioner, skoler og plejefamilier, og derfor skulle der være plads til en masse redskaber i bilen, siger Connie Nissen.
27.000 følgere
Fra 1990 og 15 år frem kørte hun på landevejene, inden hun fik egen klinik. I mellemtiden fandt hun også ud af, at hun var god til at formidle sin viden om motorik og sanseintegration gennem foredrag for læger, sygeplejesker, sundhedsplejersker, pædagoger og plejefamilier. Samtidig viste foredrag sig at være en god indtægtskilde. Hun har også skrevet en bog om sansemotorik, og 27.000 Facebookbrugere synes godt om hendes side, der med jævne mellemrum bringer problemstillinger om børn.
På et tidspunkt i 00’erne kom det så vidt, at hun havde fire ergoterapeuter ansat i sin klinik, men modsat Kim, der elskede at være arbejdsgiver for 18 ansatte i sin forlagsvirksomhed, lå rollen ikke til Connie Nissen. I dag er hun kun sig selv i lokalet på Mosevej i Næstved.
Over årene har hendes fokus været på sansemotorik, sanseintegration, motoriske problemstillinger og indlæringsvanskeligheder, men siden 2012 og et efteruddannelsesforløb i Theraplay-metoden er fokus nu mere rettet mod børn med tilknytningsforstyrrelser — især plejebørn — og med en særlig opmærksomhed på børnenes relationer.
Plads til flere
Det var til en vis grad tilfældigheder, der banede vejen for Connie Nissens arbejdsliv som selvstændig, men hun er overbevist om, at der også er plads til de ergoterapeuter, der vælger at blive selvstændig ud fra et bevidst valg.
— Man behøver ikke være født i en købmandsbutik for at få succes som selvstændig, men det er vigtig at have nogle at støtte sig til og holde kaffemøder med, så man ikke begår for mange fejltrin, siger Connie Nissen og sender en kærlig tanke til Asta Haugland og Kim.
