Dagen begynder med varm kaffe og træstammer (af typen i marcipansvøb) i sognehuset. De jordede støvler er smidt i entréen, og alle sidder i strømpefødder på det lune klinkegulv. Størstedelen af deltagerne rundt om bordet er iført skovgrønt tøj og sweatre, hvor skiundertøjet titter frem i ærmeåbningerne. Stemningen er god. Præsten er også på kort kaffevisit inden kontorarbejdet, og der bliver grinet og snakket, da ergoterapeut Bettina Brix rejser sig og beder deltagerne på dagens kursus præsentere sig selv.
Seks yngre kvinder og to mænd ser op mod hende. Bettina fortæller om sin baggrund som ergoterapeut og sit tidligere job som bl.a. tilsynsførende i Arbejdstilsynet, inden hun giver ordet til kursisterne.
- I må også gerne sige lidt om, hvad I allerede ved om at løfte, opfordrer hun, og deltagerne fortæller én for én.
De er en skønsom blanding af gartnere og tidligere pædagoger og lærere. Nogle er fleksjobbere, som arbejder få timer på grund af forskellige arbejdsskader, mens andre knokler fuldtid som gravere. Alle er ansat ved tre sognekirker på Djursland, og det er deres leder, som har kontaktet Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning, hvor Bettina er ansat, for at få hjælp og inspiration til et bedre fysisk arbejdsmiljø.
- Jeg kender godt til tunge løft, men jeg har nemt ved at glemme, hvordan man gør det rigtigt, fortæller en ung mand, der fra sit tidligere arbejde som pædagog døjer med en dårlig ryg.
Nu har han sammen med en enkelt kollega ansvaret for en hel kirkegård, hvor gamle rødder, leret jord og skråninger gør hans arbejde udfordrende.
Ensidigt arbejde
I de nationale arbejdsmiljøundersøgelser placerer kirkernes ansatte sig tæt på slagteri- og rengøringsmedarbejdere, når det handler om at have ondt. Forklaringen på de fysiske smerter er lette at spore, når man hører kursisterne berette om, hvordan de ligger på knæ for at dække grave af med gran, klipper hæk i ugevis, arbejder ude i regn og frost og foretager masser af tunge løft, flyt og skub med gravsten, jord og ral.
Bettina nikker til deres fortællinger, inden hun tager flokken med over i maskinhuset ved siden af sognehuset. Her indleder hun med ergonomisk teori og elastikøvelser, der skal vise betydningen af at varme kroppen op. En deltager med ondt i skulderen fortæller, hvordan hun river stier, skuffer bede og suger løv i timevis.
”Ensidigt belastende arbejde” skriver Bettina på tavlen, og hun minder om betydningen af at variere i løbet af arbejdsdagen og bruge tekniske hjælpemidler til at løfte, skubbe og bære.
- Ofte ser jeg, at kirkerne har de rigtige remedier og hjælpemidler til rådighed, men medarbejderne glemmer eller er ikke blevet oplært i at bruge dem, fastslår hun.
De skjulte skatte
Som ergoterapeut i Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning møder Bettina kirketjenere, kordegne, gravere og organister. Mens hendes psykologkolleger tager sig af det psykiske arbejdsmiljø, fokuserer Bettina primært på kroppen, og en stor del af hendes arbejdsdag går med at lave APV’er i kirkerne eller undervise de såkaldt ”grønne medarbejdere” som denne dag på Djursland.
- Det er spændende at arbejde med den her branche og finde metoder, som betyder, at de kan holde til at være længere i jobbet. For mig har det også været et nyt felt af hjælpemidler, som jeg har skullet sætte mig ind i, fortæller Bettina Brix, der også nyder jobbets herlighedsværdi.
- Jeg kommer ud til nogle fantastiske og smukke arbejdspladser og ser nogle steder, som andre mennesker ikke har adgang til, fortæller Bettina Brix, der oplever skjulte skatte og får masser af gode historier fra medarbejderne, når hun besøger alt fra landsbykirker til Frederiksborg Slotskirke med sit job.
Top på trillebøren
Egentlig ved dagens deltagere godt, hvordan de rigtigt skal gøre. Det med at gå ned i knæene, når de løfter, bruge hjælpemidler, og forsøge at variere arbejdsstillinger. Men virkeligheden er en anden. Den ene af deltagerne fortæller, hvordan hun lige nu er i gang med at grave en barnegrav. Det foregår med skovl og spade, for maskinerne er for store til det smalle hul. En anden kursist beretter om de små, snørklede stier på den kirkegård, hvor hun er ansat. Pladsforholdene gør det umuligt at manøvrere rundt med maskiner.
- Vi har lige måttet rullet en gravsten ud, fordi der ikke var plads, forklarer hun.
Alt, hvad deltagerne fortæller, vidner om en stor faglig stolthed. Hækkene skal stå skarpt klippede, gangene være sirligt revet, og grandækningen skal være parat samme dato som sidste år. Så kan det godt være, at skulderen smerter, og ryggen gør ondt.
- Man er jo stædig, som flere af dem udtrykker det, og de ryster på hovedet af ergoterapeutens råd om at gå flere gange med trillebøren i stedet for at læsse med top.
- Så bliver vi jo aldrig færdige, udbryder en ung mand, og de andre nikker.
Kirkegårdslederen og arbejdsmiljørepræsentanten, der begge er med på kurset, indvender flere gange, at medarbejderne jo ikke bliver målt på tid.
- Så hvad presser jer, spørger Bettina Brix.
- Hvis vi slækker på hækklipningen, eller lader mælkebøtterne vokse, så står de pårørende og råber ad os. De er der lige med det samme, lyder svaret fra den graver, der i årevis har lidt af dårlig ryg og skulder.
Hensynet til de pårørende
De faste forventninger og traditioner er noget af det, som gør ergonomiindsatsen i kirkerne særligt udfordrende, oplever Bettina Brix. For det kan godt være, at der på kontorer eller industriarbejdspladser er skabt en stærk kultur for at gøre tingene på en bestemt måde, men i kirken er vanerne ikke bare ældgamle. De er også formet af en bestemt etik og moral.
- Der er enormt mange hensyn i de her job. Kirkernes ansatte møder folk i sorg og krise, og medarbejderne gør alt for at skabe en smuk oplevelse for dem, og den omsorg kan nemt blive en barriere hos den enkelte medarbejder, når arbejdsmiljøet også skal tilgodeses, siger hun.
Folkekirken forandrer sig langsomt. Hvis der skal anlægges bredere stier på kirkegården, kræver det en langsigtet plan for kirkegårdens udvikling. Et gravsted er som regel købt for 10, 20 eller 30 år, så det kan tage lang tid, før der er udsigt til ændringer, som en af deltagerne på kurset forklarer. Til den tid er hun for længst væk.
- Vi må til at have gravsten af flamingo, udbryder en kursist, og de andre griner. Ved tavlen smiler Bettina, der er vant til at hendes råd og anbefalinger møder en smule modstand.
- Min opgave er at skubbe til vanerne og få dem til at reflektere over, hvordan de arbejder. Så ved jeg godt, at de ikke går ud og gør det hele anderledes i morgen, men forhåbentlig bliver de bedre til at tilrettelægge arbejdet, så de kan holde til at være i det.
Bundet af regler og tradition
Det er ikke kun på kirkegårdene, at pladsforholdene gør det svært at sikre et godt fysisk arbejdsmiljø. Trange forhold i kirkebygninger, der er blevet til længe inden, nogen havde overvejet at indføre et arbejdstilsyn, gør det f.eks. svært at bugsere de stadig større og tungere kister ind og ud, fortæller Bettina, som til efteråret skal holde et kursus i hensigtsmæssig ”kistehåndtering”.
- Og man kan ikke bare flytte to bænke ud af i kirken for at løse problemet, for kirkerne er kulturarv og underlagt en masse regler, forklarer hun.
Men selvom historie, hensyn og gamle skikke kan være barrierer i hendes arbejde, ser hun det også som en drivkraft.
- En del af min motivation er også at rokke ved nogle af de traditioner. Jeg vil gerne udfordre folks tænkning, så vi i endnu højere grad kan fremme arbejdsmiljøet, understreger hun.
Afprøvning i praksis
Vi går udenfor og knaser ned ad kirkegårdens stier i samlet flok. Teorien skal kobles på gravernes virkelighed, og derfor tager Bettina altid deltagerne med ud for at vurdere arbejdsstillinger og demonstrere teknikker i naturlige omgivelser.
- Min force som ergoterapeut er, at jeg ser hele vejen rundt om medarbejderen. Det kan jo ikke nytte noget, at jeg fortæller, hvordan de skal løfte, hvis de ikke kan få det til at fungere på kirkegården, siger Bettina Brix, der glæder sig over muligheden for at være helt tæt på praksis.
Tidligere har hun arbejdet som ergoterapeut i en kommune, hvor hun opererede på et mere strategisk plan, men det er ude i virkeligheden, hun får sin energi, fortæller hun.
Vi stopper op ved de gravsten, der ligger som plader i jorden, og ideelt set skal ”suges op” med en maskine, når de skal flyttes. Men da en medarbejder vil demonstrere, hvordan maskinen virker, viser det sig, at den slet ikke fungerer. Sugekoppen slipper stenen, og skal udskiftes. Lederen og arbejdsmiljørepræsentanten ser på hinanden. Længere henne ad stien, stopper vi op ved de store opretstående gravsten, og Bettina fortæller om de barske konsekvenser af at gøre arbejdet forkert. Om ulykker, knuste bækkener og lyskebrok.
Nye vaner
Tilbage i maskinhuset beder Bettina kursisterne om at samle sig i små grupper med kollegerne fra egen kirkegård. Hver især skal de skrive ændringer ned, som kan forbedre deres arbejdsmiljø. Hvordan kan de i højere grad bruge hjælpemidler og maskiner? Og hvad kan minde dem om variation og pauser i løbet af arbejdsdagen? Hver især laver en kort handleplan, så der er styr på, hvem der nu gør hvad. Lederen og arbejdsmiljørepræsentanten lytter opmærksomt med under drøftelserne.
- Sådan et kursus her burde være obligatorisk - ligesom vi har førstehjælpskursus, udbryder en deltager.
Stemningen er lige så god, som da vi begyndte med kaffen og træstammerne i morges, og skal man tro deltagernes udsagn bliver der fra næste uge indført nye vaner. Hver især lister de dagens læring op, inden vi siger farvel.
- Vi skal blive bedre til at minde hinanden om at varme op og holde pauser, siger én og ser på sin kollega.
- Vi skal have lagt en plan, så vi i højere grad kan dele maskinerne mellem kirkegårdene, lyder det fra arbejdsmiljørepræsentanten, og lederen nikker.
- Og så har jeg lært, at man faktisk er en god kollega, hvis man siger stop, når nogen giver sig til at løfte en saltsæk på 25 kilo, lyder det fra en tredje.
Kirkernes ansatte har ondt
- Cirka 38 procent af de ansatte i branchen ”Religiøse institutioner og begravelsesvæsen oplevede i 2018 smerter flere gange ugentligt.
Kilde: Arbejdstilsynet: ”Arbejdsmiljø og helbred 2012-2018”
Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning
- Tilbyder de folkekirkelige arbejdspladser rådgivning om forebyggelse og løsning af fysiske og psykiske arbejdsmiljøudfordringer.
- Etableret som prøveordning i 2016 som følge af det voksende antal historier om dårligt psykisk arbejdsmiljø i kirkerne og har siden 2022 været et permanent tilbud.
- Består af et lille sekretariat på fem medarbejdere. De øvrige rådgivere er psykologer.
- Læs mere: www.kirketrivsel.dk
