#Stress- sygemelding

Det begyndte, uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Dage med ondt i hovedet. Forkølelse og ondt i halsen. Trætheden, der ikke var til at slippe af med, men herregud: Det var vinter, børnene tog infektioner med hjem fra skole og institution, og coronapandemien hang stadig over Danmark. Michelle testede flittigt, og svaret var altid negativt.

- Men jeg var jo sygemeldt hver anden uge og havde lige fået nyt job. Senere har jeg fået en forklaring på, at det faktisk er videnskabeligt bevist, at man lettere bliver syg, hvis man er stresset og har et højere kortisolniveau, men det forstod jeg ikke dengang, fortæller Michelle Kirk-Johansen, 31-årig ergoterapeut og mor til to mindre børn.

Der er et år siden, hun kæmpede sig igennem den vinter, der blev et vendepunkt. Ikke bare i hendes arbejdsliv, men i tilværelsen i det hele taget.

- Jeg har igennem mit arbejdsliv set mange mennesker blive stresssygemeldt, for det er benhårdt at være i ældreplejen – lige meget om du er ergoterapeut, SOSU eller sygeplejerske. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg selv ville ende der, siger hun.

Græd på toilettet

I dag ligger forklaringen lige for, men det har krævet mange tårer og psykologtimer at nå dertil, hvor Michelle forstår, hvorfor hun blev ramt - og så netop på det tidspunkt, hvor problemerne så ud til at løse sig.

Allerførst må vi spole tilbage til årene før, hvor Michelle som nyuddannet blev ansat på et plejehjem.

- Fra starten var der på arbejdspladsen en kultur, hvor man spurgte: Hvad skal vi med ergoterapeuter? Jeg var den eneste terapeut og var helt ny, så det var rigtigt svært, og selvom min leder støttede mig, endte det hele tiden med, at jeg blev sat til at udføre plejeopgaver i stedet for ergoterapi. Fra studiet var jeg helt sporet ind på min opgave, men jeg var havnet i en ramme, hvor det ikke var muligt, og det gav en stærk følelse af utilstrækkelighed, fortæller Michelle Kirk-Johansen, der husker, hvordan hun flere gange blev nødt til at gå grædende ud på toilettet undervejs i arbejdsdagen, fordi hun var så frustreret.  

- Og jeg følte mig fanget, for på det tidspunkt hang ergoterapeutstillingerne slet ikke på træerne i det område, hvor vi bor, så jeg var nødt til at blive.

Pleje trumfede ergoterapi

I tre år holdt hun ud. Håbede på bedring. Søgte andre job uden held. Efteruddannede sig for at højne sine muligheder. Fik nye chefer og nye kolleger, men grundlæggende ændrede situationen sig ikke.

- Jeg skulle forholde mig til næsten 50 borgere og kunne aldrig planlægge hverdagen. Jeg kunne få øje på alt det, jeg kunne lave, men listen med plejeopgaver skubbede det hele tiden til side. Det gav mig en kæmpe identitetskrise, for hvem var jeg, når jeg ikke kunne udføre det, jeg var uddannet til? Det belastede enormt, og jeg drømte nogle gange om at få et administrativt job langt væk fra mennesker, selvom det var kontakten til mennesker, der havde ført mig ind i faget.

Ind i mørket

Da coronapandemien i 2020 ramte landet med restriktioner og usikkerhed, gik Michelle i sort.

- Jeg var fuldstændig slukket. Min livsgnist var væk. Det, jeg havde syntes var sjovt, var ikke sjovt længere. Jeg kunne ikke finde glæde ved noget og kørte på autopilot. Det var min mand, der måtte sørge for, at børnene kom op om morgenen, for jeg orkede ikke konflikterne om at tage tøj på, og jeg var konstant grådlabil.

Michelle blev sygemeldt med en depression og fik psykologhjælp. Da foråret kom, og alting lysnede, knoklede hun videre med efteruddannelsen, der skulle være med til at få hende væk fra det job, der - trods lederløfter - ikke så ud til at ville ændre sig.

I efteråret 2021 lykkedes det, da hun fik en stilling på et nærliggende dagcenter. Her kunne hun ikke bare bruge sin ergoterapi, men også den uddannelse til Marte Meo-terapeut, som hun var lige ved at færdiggøre. Arbejdstiderne viste sig at passe fint med familielivet, og udefra så alt godt ud.

Men så begyndte immunforsvaret at svigte.

Tydelig leder

I januar 2022 – et par måneder efter starten på det nye job – ringede Michelle til sin chef for at tale om planlægningen af vagter. Hun kunne godt mærke, at tårerne prikkede lige bag øjenlågene, og lige før hun skulle sige farvel, udbrød hun: ”Jeg har det faktisk ikke ret godt”.

- Jeg begyndte spontant at græde, og jeg kunne slet ikke stoppe igen, husker hun.

Lederens melding var venlig og klar. Gå til lægen og få en sygemelding.

- Endelig var der én, som kunne se, at det ikke kunne blive ved med at køre på den måde. Jeg var jo slet ikke i stand til at yde omsorg for andre. I dag kan jeg godt forstå, at det skyldtes den kæmpe belastning, som jeg havde være ude for i årene før. Da jeg så landede i et job, hvor jeg kunne få lov til at mærke, hvordan jeg havde det, faldt det hele sammen. Også fordi jeg var bange for ikke at gøre det godt nok.

Hjælp til selvhjælp

Chefen henviste Michelle til en kommunal psykolog, men efter én behandling kunne hun mærke, at kemien ikke var rigtig. Derfor begyndte hun selv at søge efter hjælp.

- Der er en jungle af stresscoaches og tilbud, og selvom jeg altid har synes, at det er vigtigt, at behandling er videnskabeligt underbygget, endte jeg faktisk med at gå den mere alternative vej hos en psykolog med en holistisk tilgang, fortæller Michelle Kirk-Johansen, der hos psykologen blev trænet i blandt andet mindfulness og qigong.

- Det er den slags, jeg altid har set som det rene hokus pokus, men det hjalp mig til at komme ned i kroppen. Jeg har været oppe i mit hoved og fuldstændigt ignoreret min krops signaler i så mange år, men her kom jeg i balance.

Sideløbende fik hun bl.a. undervisning i åndedrætsteknikker.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få det godt af sådan noget, men det har gjort alverden for mig at få de redskaber.

Men en ting var kroppen. Noget andet var tankerne, der stadig kørte i negative mønstre: Jeg er en dårlig mor. Jeg er en dårlig medarbejder. Der er ikke noget at glæde sig over.

- Min mentalitet var helt sort, og jeg skulle omvende hjernen til at se positivt på min omverden, fortæller Michelle Kirk-Johansen.

Til det gav psykologen hende en enkel øvelse, der tvang hjernen til at tænke på noget positivt: Hver aften skulle hun skrive tre gode ting fra dagen ned i et lille hæfte.

- I starten var det svært at finde på noget. Så blev det noget med, at solen har skinnet, men efter jeg havde gjort det i to-tre uger, kunne jeg se, at det faktisk virkede. Jeg var mindre grådlabil og gik mindre i mine sorte tanker. Der var faktisk lys i det mørke, som jeg befandt mig i.

Åben om det svære

På Instagram søgte Michelle på ”stresssygemelding”, og her kunne hun se, at hun bestemt ikke var alene. De andres fortællinger gav hende en tro på, at hun nok skulle komme videre og derfor besluttede hun sig for også at dele sin egen historie.

- Jeg har altid haft succes med at sige tingene åbent, og det har været vigtigt for mig at være ærlig, hvis der er noget, som har været svært.

Reaktionerne bekræftede hende i, at det var den rigtige beslutning.

- Jeg fik private beskeder fra folk, som jeg ikke havde talt med siden studiet, fordi de havde stået i samme svære situation, hvor de var ansat i en plejekultur og blev stressede over, at de ikke kunne få lov at være ergoterapeuter, og de var glade for, at jeg fortalte åbent om det.

God jobstart

Udover psykologen var også Michelles arbejdsplads en stor hjælp under sygemeldingen. Kollegerne sendte opmuntringer via sms, og chefen var helt tydelig omkring forløbet.

- Vi aftalte f.eks., hvornår hun ringede mig op, så jeg var forberedt. Ellers kan det godt være med til at holde stressniveauet oppe, at man aldrig ved, hvornår man bliver kontaktet, for der er jo også jobcenteret, som ret hurtigt begynder at banke på.

Også i forhold til fremtiden var chefen klar i mælet.

- Hun var meget omsorgsfuld, men også ærlig i forhold til, hvad der kunne lade sig gøre. F.eks. bad jeg om at skifte til et andet daghjem, hvor der ikke var aftenarbejde, og der lod hun mig forstå, at det ikke var muligt. Lige da hun sagde det, blev jeg ked af det, men jeg har fundet ud af, at det ikke ville være det rigtige at skifte, og gennem hele forløbet har det været ret godt, at hun ikke pakkede tingene ind, men leverede dem på en pæn og saglig måde.

Michelle lavede sammen med sin psykolog en plan for, hvordan hun kunne vende tilbage til arbejdspladsen, og lederen nikkede til den. I starten var det to timer to dage om ugen, og derefter blev der skruet op. Efter fire uger arbejdede hun igen 30 timer.

- Jeg har fra starten ikke følt, at jeg blev presset ud i noget, fortæller Michelle Kirk-Johansen, der oplever, at hendes arbejdsplads har fået mere fokus på arbejdsmiljøet efter sygemeldingen.

Stress er et fast punkt på personalemøder, og helt lavpraktisk er der blevet indkøbt en ”hvilestol”, hvor medarbejderne kan trække stikket i 20 minutter i løbet af arbejdsdagen og lade op til deres arbejde med borgerne.

- Stress er blevet noget, vi taler om, og ingen ser det som et svaghedstegn.

Vejen videre

Derhjemme er Michelle fortsat med at skrive tre gode ting fra dagen ned i det lille hæfte, og vanen har udviklet sig til et lille ”taknemmelighedsritual”, hvor hun ved hjælp af fem minutters meditation lader tankerne få ro til at fokusere på det positive.

- Det minder mig konstant om, at jeg har rigtig meget at være taknemmelig for i mit liv, og det holder min hjerne fast i de gode tankemønstre, siger Michelle Kirk-Johansen, der også er blevet meget mere opmærksom på sin krops signaler.

- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal skrue ned for aftaler i fritiden, hvis jeg f.eks. begynder at få hovedpine eller hjertebanken. I det hele taget er jeg blevet utrolig meget klogere på at planlægge min tid. Førhen kunne jeg godt finde på at lægge aftaler, hver gang jeg havde fri, og mine formiddage gik med vasketøj og praktiske ting. Men nu ved jeg, at der skal være tid til meditation eller bare at gå en tur, fordi det lader mig op til at være en god mor, en god kone og en god medarbejder, siger Michelle Kirk-Johansen, der er nået til et punkt, hvor hun ikke ville være foruden de erfaringer, som perioden med stress førte med sig.

- Selvfølgelig er der noget iboende i mig, som gerne vil gøre det så godt som muligt, men jeg er blevet meget bedre til at rumme, at det er okay ikke at gøre det bedste hver gang. Man skal også kunne være et menneske. 

Læs i fagbladet Ergoterapeuten:

• Guiden: Den gode jobstart - efter stress

Se en video med Michelle Kirk-Johansen

• Michelle fortæller, hvordan hun kom tilbage på jobbet

Michelle Kirk-Johansen

• Uddannet ergoterapeut i 2017 og derefter ansat på plejehjem.
• Siden november 2021 ergoterapeut på et daghjem for mennesker med demens, der skal i aflastning, i Næstved Kommune.
• Gift og mor til to børn på syv og fire år.

Stress

• Stadig flere danskere oplever et højt stressniveau, viser tal fra Sundhedsstyrelsen, og især kvinder og yngre mennesker er ramt, konkluderer den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil.
• Hele 29 procent af alle voksne danskere havde i 2021 en høj score på stressskalaen (Cohens Perceived Stress Scale).

Michelles råd til andre stressramte

• Find den behandling, der passer til dig. Du skal ikke nødvendigvis nøjes med den psykolog, som din arbejdsgiver peger på, hvis det ikke føles rigtigt.
• Bevar kontakten med din arbejdsplads. Det gør det nemmere at komme tilbage.

Signaler på stress
Fysiske

• Hovedpine.
• Hjertebanken.
• Svedeture.
• Nedsat immunforsvar – hyppige infektioner.
• Appetitløshed.
• Svimmelhed.
• Diarré.
• Rysten på hænderne.
• Nedsat lyst til sex.

Psykiske

• Træthed og søvnproblemer.
• Hukommelsesbesvær.
• Ulyst.
• Anspændthed.
• Koncentrationsbesvær.
• Utålmodighed.
• Angst for almindelige problemer – en uforklarlig angst.
• Depression.

Kilde: Psykiatrifonden.