Ergoterapeuter udvikler Apps
Af Lasse Qvist
Louise Askov Bonde Steimann og Else Vestergaard er begge ergoterapeuter ansat ved Fysioterapi- & Ergoterapiafdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH). De arbejder til dagligt med håndkirurgiske patienter.
- Vi oplevede desværre, at nogle patienter blev henvist til Håndterapien senere i forløbet grundet komplikationer som kraftig hævelse, nedsat bevægelighed, hypersensibilitet og smerter. Vores ønske var derfor at udvikle en patientinformation, der understøttede patientempowerment.
Appen kan lettere forsimplet kaldes en pjece i mobilformat. Den har til formål at gøre information lettere tilgængeligt for patienterne og klæde dem bedre på til deres møde med sundhedssystemet, så de i sidste ende er bedre selvhjulpne.
- I dag får patienten måske én pjece af lægen, én af os ergoterapeuter og én af sygeplejerskerne, og det er ikke særligt hensigtsmæssigt. Derfor har vi også inkorporeret materiale fra de andre relevante faggrupper i appen, siger Else Vestergaard.
Med appen kan patienterne altså allerede hjemmefra læse om sygdommen, danne sig et overblik over deres forløb og se, hvilke øvelser de kan lave postoperativt.
- Patientgruppen har primært kontakt med lægen, og ser kun os ergoterapeuter få gange i løbet af deres forløb. Derfor er det vigtigt, at de får en fyldestgørende information, som er nem at gå til, siger Louise Askov Bonde Steinmann.
Stort udviklingspotentiale I Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen ved AUH findes der lige nu omkring 180 pjecer til forskellige forløb og sygdomme. Tanken er, at teknologien kan bredes ud, så flere pjecer efterhånden kan udbydes i app-form. På nuværende tidspunkt er der allerede udviklet flere andre apps inden for det reumatologiske og ortopædkirurgiske område i afdelingen.
- I virkeligheden kan alle patienter have gavn af teknologien. Der er en kæmpe fordel i, at appen kan tilpasses den enkelte målgruppe. Vi arbejder eksempelvis lige nu på at inkorporere en speakerknap, så man kan få læst teksten op, hvis man har læsevanskeligheder. Vi arbejder også på små videoklip, så patienter, der bedst lærer og forstår sådan, også kan få gavn af det, siger Else Vestergaard.
Der er uden tvivl mange muligheder forbundet med udviklingen af apps, men mediet har også begrænsninger. F.eks. er det vigtigt, at man udtrykker sig i korte sætninger, da lange sætninger ikke er hensigtsmæssige til formatet. Det kan imidlertid også være en fordel.
- Budskabet skal være klart og tydeligt. Alt det overflødige, der kan være forstyrrende for budskabet, bliver sorteret fra, siger Louise Askov Bonde Steinmann.
Netop patienterne har været vigtige at inddrage i udviklingen i appen. Helt konkret startede Louise og Else med at lave appen i en papirudgave, som de fik 5 patienter til at læse. På baggrund af tilbagemeldinger derfra kunne de udforme den endelige app.
- Det var selvfølgelig vigtigt for os at høre patienterne og deres inputs og idéer til, hvad appen kunne indeholde. Men det har også været vigtigt for os ikke at lægge vores faglighed til side, og lade patienterne diktere indholdet, siger Else Vestergaard.
Faktisk har center for e-læring i Region Midtjylland udviklet en app-designer, hvor man selv kan udvikle en app. Den kan rumme tekst, billeder, film, lyd, links til hjemmesider samt et notefelt.
Man skal have flair for teknologi Louise Askov Bonde Steinmann og Else Vestergaard havde igennem længere tid haft et ønske om bedre og flere formidlingskanaler. Det fik de, efter dokumentationsansvarlig terapeut, Kirsten Poulsen, havde deltaget i et kursus omkring udviklingen af apps.
- Vi greb muligheden. Kirsten Poulsen var meget behjælpelig med at sætte tekst og billeder ind i appen. Hun var også god til at hjælpe med at få appen sendt til godkendelse hos afdelingsledelsen, Google Play og App-store, siger Louise Askov Bonde Steinmann.
Arbejdet med appen er foregået sideløbende med det daglige kliniske arbejde, og det tog omkring et halvt år. Ifølge Louise Askov Bonde Steinmann og Else Vestergaard, skal man have flair for det tekniske og en lyst til at prøve kræfter med sådan en udfordring.
- Ellers tror jeg ikke, man når i mål, siger Else Vestergaard.