Hjem > Aktuelt > Nyheder > Forskning: Hver tredje med lungebetændelse har dysfagi

Forskning: Hver tredje med lungebetændelse har dysfagi

15. maj 2017
Hver tredje geriatriske patient, der bliver indlagt med lungebetændelse, har dysfagi. Det konkluderer en ph.d.-afhandling fra Regionshospital Nordjylland. Afhandlingen slår samtidig fast, at tidlig mobilisering kan afkorte indlæggelsestiden med halvandet døgn.
Dysfagi
Dorte Melgaard, ergoterapeut, master i rehabilitering og ansat som udviklingsterapeut på Regionshospital Nordjylland, har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling om dysfagi fulgt 154 patienter, der blev indlagt på lungemedicinsk afdeling med lungebetændelse. Foto: Lars Horn

Af Lasse Ægidius Qvist

Lungebetændelse og dysfagi er udbredte tilstande på landets geriatriske afsnit. Det betyder lange indlæggelser, mange genindlæggelser, behov for øget pleje ved udskrivning og høj dødelighed. Det giver forringelser af livskvaliteten for de berørte borgere og resulterer i betydelige udgifter for det offentlige. Men med relativt simple tiltag kan man faktisk forkorte indlæggelsestiden og begrænse genindlæggelserne. Det er blandt konklusionerne på en ph.d.-afhandling fra Regionshospital Nordjylland.

Over et halvt år fulgte Dorte Melgaard 154 patienter, der blev indlagt på lungemedicinsk afdeling med lungebetændelse. Dorte Melgaard er ergoterapeut og ansat som udviklingsterapeut på Regionshospital Nordjylland. Hun har desuden en master i rehabilitering, og så har hun altså nu lavet en ph.d. om dysfagi.

Afhandlingen havde til formål at undersøge sammenhængen mellem lungebetændelse, dysfagi og skrøbelighed hos den ældre del af befolkningen, samt at undersøge effekten af tidlig mobilisering for den gruppe af borgere.

Og resultaterne er utvetydige. Lidt over en tredjedel – 53 – af de undersøgte patienter havde både lungebetændelse og dysfagi. Af den gruppe døde 17, enten mens de var indlagt eller inden for 30 dage efter udskrivelse. Det svarer til 32 procent. Blandt de patienter, der kun havde lungebetændelse, var der ingen dødsfald under indlæggelsen, og blot to indenfor 30 dage – svarende til lige under to procent. I forhold til antallet af genindlæggelser er billedet det samme.

Der er med andre ord god grund til at gøre noget ekstra for de ældre, der har lungebetændelse og dysfagi. Heldigvis er der ifølge afhandlingen nogle lavthængende frugter at plukke. Således konkluderes det blandt andet, at man i gennemsnit kan skære halvanden dag af indlæggelsestiden, hvis man formår at få mobiliseret patienterne indenfor 24 timer efter indlæggelse.

Dorte Meldgaard forsvarede sin ph.d.-afhandling den 31. marts 2017.