Ergoterapi på verdensplan
Af Clara Leck Bachmann
2000 ergoterapeuter fra hele verden deltog i slutningen af maj i Verdenskongressen 2018 i Cape Town. Danmark var repræsenteret med over 60 ergoterapeuter, og vi har spurgt otte af dem, hvilke tendenser de så dernede - og om der er noget, vi kan lære af heroppe i Danmark. Svaret er, at det er der.
Et af de dominerende emner på verdenskongressen var occupational justice, lighed i udførelse af aktiviteter - både i forhold til køn, race, handicap og miljø.
Om det siger Jeanette Reffstrup Christensen, der er forsker og uddannelsesleder ved ergoterapeutuddannelsen på Syddansk Univerversitet (SDU):
- Det er et område, vi ikke beskæftiger os meget med i Danmark, men som fyldte meget hos de afrikanske og mellemøstlige oplægsholdere. Hvis man som kvinde ikke må køre bil, have et arbejde eller gå i skole, er man voldsomt begrænset i aktiviteter, der giver livskvalitet.
Men selvom ulighed ikke er et ligeså stort problem i Danmark, kan vi ifølge Tina Helle, docent på University College Nordjylland (UCN), så er vi ikke gode nok til i professionens navn og på borgernes vegne at advokere for retten til og muligheden for at være en aktivt deltagende samfundsborger:
- I Danmark ser ergoterapeuter sig ikke som politisk ansvarlige. Det er et uudnyttet potentiale og et ansvar, man må tage på sig som ergoterapeut, hvis man ser, at en befolkningsgruppe gentagne gange bliver begrænset i at udføre aktiviteter, siger hun.
Flere ergoterapeuter i verden
Et andet aspekt af ulighed er, at ergoterapi ikke er lige udbredt i hele verden.
- Det skaber en kæmpe ulighed i forhold til muligheden for aktivitet og deltagelse, når ergoterapi i flere lande ikke er særlig ikke er særlig udbredt, siger Kathrine Skovdal Hansen, adjunkt på University College Syddanmark (UC Syd).
Det går dog fremad med udbredelsen af ergoterapi. Ifølge Henrik Kruse-Hansen, lektor på Københavns Professionshøjskole – det tidligere Metropol, er der nu 900 godkendte ergoterapeutuddannelser i verden med omkring 100.000 studerende. Og med den ergoterapeutiske forskning går det også den rigtige vej.
- Flere og flere lande ser ergoterapi som en del af svaret på de sociale og sundhedspolitiske udfordringer. Vi er blevet dygtigere som fag. Der forskes på højt niveau og udvikles nye metoder til gavn for både udøvere og modtagere af faget, siger Henrik Kruse-Hansen.
Snakken om uddannelse fyldte også på dagene Cape Town, fortæller Jeanette Reffstrup Christensen:
- Samtidig med, at der kommer flere ergoterapeuter, begynder man at tænke mere på, hvordan man sikrer den bedst tænkelige uddannelse, og hvordan uddannelserne følger med udviklingen i en verden med flere kronisk syge, siger hun.
Jeanette Reffstrup Christensen mener, at ergoterapeuter vil spille en vigtig rolle i forhold til det stigende antal kronisk syge, fordi ergoterapi kan gøre det muligt for kronisk syge at udføre de aktiviteter, der giver mening for dem, på trods af de begrænsninger, sygdommen giver.
- Herhjemme er vi optaget af den rene ADL-tankegang, men på verdensplan fylder det langt mere, hvordan man kan hjælpe mennesker med at leve så godt et liv som overhovedet muligt, siger hun.
Feasibility-studier
Lisa Gregersen Østergaard, adjunkt og forsker ved Fysioterapi- og Ergoterapiafdelingen, Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, oplevede, at der på verdenskongressen var stort fokus på, hvordan ergoterapeuter udvikler og afprøver interventioner.
- Før vi laver store, dyre interventionsstudier, skal vi være sikre på, at det er de rigtige interventioner, vi laver, og at vi måler på det rigtige, ligesom interventionen skal være acceptabel for både terapeuten og for borgeren, siger hun.
Blandt andet præsenterede en forsker fra Sverige et såkaldt feasibility-studie om en intervention, som skal hjælpe patienter med apopleksi tilbage på arbejdsmarkedet. Feasibility-studier er studier, der skal danne grundlag for videreudviklingen af interventioner. Arbejdet med feasibility-studier er nyt – også i Danmark, idet man tidligere udviklede interventioner hurtigere og mindre kritisk, forklarer Lisa Gregersen Østergaard:
- I dag arbejder man i højere grad med, hvilke ting man putter ind i interventionen, og hvordan de påvirker hinanden, i stedet for at lave hurtige pakkeløsninger.
Er alle aktiviteter positive?
Er alle meningsfulde aktiviteter pr. definition gode for borgerne, lød et af de spørgsmål, som ergoterapeuterne på kongressen i Cape Town skulle forholde sig til.
En af dem var Tina Helle, docent på UCN.
- Ergoterapeuter tænker typisk, at occupation er positivt, at det giver livskvalitet og er sundt. Men flere forskere på kongressen var kritiske overfor den tankegang. En nævnte som eksempel, at det også kan være meningsfuldt for en fattig at stjæle, selvom det ikke er kulturelt acceptabelt og sjældent vil blive betragtet som en sund aktivitet, siger Tina Helle.
Eva Wæhrens, lektor og leder af Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi på SDU, tog samme pointe med sig hjem:
- Der blev sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt alt, hvad mennesker gør i deres hverdag, per definition er sundt. Er det sundt, hvis folk er sofakartofler eller elsker at ryge? Som ergoterapeuter har vi en tendens til at kalde alt det, som vi synes er sundt for aktiviteter, og alt det andet kalder vi for adfærd. Vi siger, at folk skal gøre det, de synes er meningsfuldt. Men samtidig vil vi ikke have, at de bruger hele dagen på at binge serier på Netflix, siger hun.
Begreber skal defineres tydeligere
Ergoterapi er udviklet i de vestlige lande og i Sydafrika diskuterede man, om de ergoterapeutiske begreber fra Vesten overhovedet er relevante i resten af verden.
Det fangede Kathrine Skovdal Hansen, adjunkt på UC Syd:
- I Danmark synes vi, at produktivitet og egenomsorg er vigtigt. Men er aktiviteter, der er meningsfulde her, også meningsfulde i andre lande? F.eks. er madlavning nok ikke en ligeså vigtig aktivitet i USA som i Danmark, da nogle amerikanere spiser mange færdigretter og køber take-away, siger Kathrine Skovdal Hansen og Kamilla Kielsgaard, lektor på UCL, er enig:
- I vesten er vi præget af industrialiseringen og neoliberalismen, og det betyder, at vores teorier ikke automatisk kan overføres til alle andre steder i verden, selvom vi ofte får det til at lyde som om, at vores teorier er fuldkommen generiske, siger Kamilla Kielsgaard.
Bodil Winther Hansen, lektor på Københavns Professionshøjskole, slutter sig til koret:
- På en workshop lavede vi en øvelse, hvor vi skulle tegne nogle af vores nøglebegreber, f.eks. environment. Jeg var i gruppe med en brasilianer og en sydafrikaner, og mens jeg var mest optaget af, at folk skal have et sted at bo og at de skal have gode venner omkring sig, var sydafrikaneren mere optaget af det socialpolitiske aspekt, mens brasilianeren fokuserede på det spirituelle. Det blev tydeligt, at vi bliver nødt til at definere de begreber, vi bruger – også i en dansk kontekst, da der inden for landets grænser også kan være forskelle, siger hun.
Næste verdenskongres bliver holdt i Paris om fire år i foråret 2022.