Hjem > Aktuelt > Nyheder > Etf med i Folkebevægelsen mod Ensomhed

Etf med i Folkebevægelsen mod Ensomhed

13. april 2015
Et nyt initiativ, som skal halvere ensomheden i Danmark inden 2020, skydes nu i gang.
Screenschot af kampagnens hjemmeside
Modensomhed.dk

Af Per Bøjgaard Sørensen

I den kommende tid vil etf.dk berette om ergoterapeuters oplevelse af ensomhed hos borgere, de arbejder med. Det sker, fordi Ergoterapeutforeningen i samarbejde med flere end 40 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder har skabt Folkebevægelsen mod Ensomhed.

- Folkebevægelsen er en vigtig nyskabelse. For den skal gøre opmærksom på, at ensomhed både kan komme af social isolation, men også kan vise sig, når man er sammen med andre, siger Gunner Gamborg, formand i Etf.

Flere end 210.000 danskere føler sig ofte eller altid ensomme, viser en ny undersøgelse. Initiativtagerne vil derfor gøre det til en fælles sag at tale om ensomhed og finde nye muligheder for fællesskaber. Også på DR vil en række udsendelser i næste uge sætte spot på emnet. Og visionen er ambitiøs. Folkebevægelsen vil halvere ensomhed i Danmark inden 2020.

- Ensomhed har store omkostninger både for den enkelte og for samfundet som helhed. Når vi ved, at det er ligeså sundhedsskadeligt som både rygning og overvægt, er det vigtigt, at vi gør problemet mere synligt end hidtil, så vi sammen kan finde og udbrede løsninger, fortæller Gunner Gamborg.

Der er en tæt sammenhæng mellem ensomhed og depression, angst, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Nyere forskning viser, at ensomheden faktisk kan være selve årsagen til disse lidelser. Forskning viser også, at ensomhed påvirker os fysisk. Tilstanden i sig selv stresser kroppen, og det påvirker både hjerne og hjerte. Vi sover dårligere, og der er øget risiko for hjertekarsygdomme. Derudover har personer, der føler sig ensomme, ofte en usund livsstil i form af manglende motion og usunde kostvaner. I alle disse forhold kan ergoterapeuter gøre en forskel.

- Ergoterapeuter har altid arbejdet med at styrke relationer imellem den enkelte og de omgivelser, vedkommende lever i. Blandt andet på plejehjem, på dagscentre, på arbejdspladsen, i nærmiljøet og på hospitaler. Derfor har ergoterapeuter mange praktiske erfaringer at give videre til de andre deltagere i bevægelsen, til frivillige og befolkningen i det hele taget, siger formanden.

Ensomhed er ikke kun farlig for den enkelte. Det betyder også noget for samfundet. Unge, der ikke falder til socialt i skolen, vælger ofte at stoppe. Voksne, der føler sig ensomme, har sværere ved at få og fastholde et arbejde og lever oftere alene og har få eller ingen venner. Ældre bliver oftere og tidligere syge, hvis de føler sig ensomme.

Hjerneforskning viser, at hjernen går i forsvar mod den trussel, som ensomheden er. Det betyder, at man bliver mere opmærksom på trusler, og mister troen på, at andre vil én det godt. Det bliver en ond cirkel, som man ofte skal have hjælp til at bryde ud af.

- Så har du som ergoterapeut nogle gode erfaringer med at arbejde med ensomhed blandt børn, unge, voksne eller ældre, vil vi meget gerne høre fra dig, siger Gunner Gamborg.

Hvis du vil følge hans opfordring og lade dig interviewe til en artikel, kan du kontakte redaktionen@etf.dk

Læs mere om Folkebevægelsen mod Ensomhed på hjemmesiden modensomhed.dk