Hjem > Aktuelt > Nyheder > Etf støtter Dansk Handicap Idræts-Forbund

Etf støtter Dansk Handicap Idræts-Forbund

5. september 2016
Den Olympiske flamme i Rio er knapt blevet slukket, førend den tændes igen – denne gang ved de Paralympiske Lege, der officielt starter på onsdag.
Paralympiske lege
Etf støtter de danske paralympiske-deltagere. Her ses svømmeren Jonas Larsen ved de paralympiske lege i London i 2012. Foto: Lars Møller

Når 21 atleter skal repræsentere Danmark ved de Paralympiske Lege i Rio, der løber af staben fra den 7. september, sker det bl.a. med støtte fra Ergoterapeutforeningen gennem Dansk Handicap Idræts-Forbund. Støtten går til at styrke bredde- og eliteidrætten samt at sætte fokus på handicapidrætten i Danmark.

- Idræt udfordrer og forener mennesker. Det er en vigtigt del af vores kultur og hverdagsliv. Det er en fascinerende viljestyrke, som atleterne udviser, og derfor er vi glade for at bidrage til Dansk Handicap Idræt, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

I alt deltager over 4000 atleter fra over 170 forskellige lande ved legene i Rio, der samtidig er det første af sin slags afholdt i Sydamerika. De Paralympiske Lege er den anden største sportsbegivenhed i verden, kun overgået af OL, og der konkurreres i 23 forskellige sportsgrene lige fra kørestolsrugby til boccia. Ergoterapeutfaget er ligesom ved legene i Beijing repræsenteret ved Ebbe Blichfeldt, der til dagligt bor og arbejder som ergoterapeut i Schweiz og stiller op i kørestolsrace.

Danmark var første gang med ved de Paralympiske Lege i Tel Aviv i 1968, hvor det dog ikke blev til medaljer. De danske atleter er imidlertid sidenhen kommet godt efter det, og især i 80’erne og 90’erne var danskere ofte at finde på medaljeskamlerne. Denne gang er Danmark repræsenteret i cykling, atletik, bordtennis, ridning, skydning og svømning.

Ligesom ved de Olympiske Lege deltager i et hold af flygtninge under det Olympiske flag ved de Paralympiske Lege. Legene blev første gang afholdt i 1948 under navnet Stoke Mandeville Legene, opkaldt efter det hospital i England, hvor den Paralympiske komite grundlagdes.