Hjem > Aktuelt > Nyheder > Fagligt selskab for lungerehabilitering på vej

Fagligt selskab for lungerehabilitering på vej

23. marts 2015
Et nyt ergoterapifagligt selskab for lungerehabilitering skal styrke fagligheden på feltet.
Primus motor i oprettelsen af det nye selskab er Gitte Johannesen, specialeansvarlig ergoterapeut for det medicinske område på Roskilde Sygehus. Foto: Henrik Frydkjær

Af Trine Kit Jensen

Den 21. april ser et nyt ergoterapifagligt selskab for lungerehabilitering dagens lys. Selskabet er for alle medlemmer af Ergoterapeutforeningen, der arbejder med eller interesserer sig for lungerehabilitering.

Det bliver Ergoterapeutforeningens 10. selskab, og Lene Barslund, næstformand i Etf, glæder sig over, at endnu et ergoterapeutfagligt selskab er ved at blive etableret.

- Det styrker fagligheden på området, når ergoterapeuter på et område etablerer sig i et fagligt selskab. Samtidig skaber og understøtter det videndeling, der er med til at udvikle kvaliteten af indsatsen på et område. Og det kommer borgerne til gode, siger Lene Barslund.

Et fagligt løft

Primus motor i oprettelsen af selskabet er Gitte Johannesen, specialeansvarlig ergoterapeut for det medicinske område på Roskilde Sygehus. Her har hun blandt andet været med til at indføre screening af nyindlagte KOL-patienter, så de kan få et rehabiliteringstilbud, der matcher deres behov.

Gitte Johannesen har arbejdet med rehabilitering på KOL- og lungecancerområdet siden 2007, og med det nye selskab håber hun, at ergoterapi til lungepatienter får et fagligt løft.

- En stor gruppe lungepatienter har problemer med at klare en ganske almindelig hverdag, så der er i høj grad brug for de ergoterapeutiske spidskompetencer. Men ergoterapi til denne gruppe har hidtil været forholdsvis uopdyrket land i Danmark, og mange ergoterapeuter har brug for at blive bedre klædt på. Det er derfor mit håb, at vi i det faglige selskab kan udveksle erfaringer og komme med anbefalinger til, hvad god ergoterapi er, når det handler om lungepatienter, siger hun.

I samarbejde med Ergoterapeutforeningen var Gitte Johannesen i november sidste år med til at arrangere en temadag om KOL i Odense. Her deltog 125 ergoterapeuter fra hele landet , blandt andet for at få undervisning af en norsk ergoterapeut fra Glittre-klinikken i Oslo, der er langt fremme, når det gælder rehabilitering af lungepatienter. Fremmødet vidner om, at der blandt ergoterapeuter er stor interesse for at vide mere om feltet, mener Gitte Johannesen.

Med styrkelsen af fagligheden satser hun på, at ergoterapeuter og deres kompetencer i forhold til lungepatienter bliver mere synlige for samarbejdspartnerne i sundhedssektoren, så de for eksempel automatisk bliver skrevet ind i forløbsprogrammerne.

- Indtil nu har der ikke været den store efterspørgsel på ergoterapi til lungepatienter. Men med et fagligt selskab, der udelukkende koncentrerer sig om lungerehabilitering, kan vi bedre profilere os som faggruppe og validere, at vi har en plads i behandlingen af lungepatienter. Det vil løfte os et niveau op, siger hun.

Det kommende arbejde

En af de første opgaver, det nye selskab vil kaste sig over, er udarbejdelse af undervisningsmateriale til KOL-patienter om energibesparende principper. Derudover har der blandt andet været kontakt til Danmarks Lungeforening om udarbejdelse af materiale, der skal informere om, hvad ergoterapeuter kan tilbyde KOL-patienter. 

Det nye faglige selskab har været undervejs i et par år og er hjulpet på vej af Ulla Garbøl, faglig konsulent i Ergoterapeutforeningen. Udover Gitte Johannesen har fire andre ergoterapeuter været med i opstartsfasen: Malene Juul Hylle, Hospitalsenheden Horsens, Marlene Thanning Helms, Vital Horsens, Lone Vammen, Randers Kommune og Line Mogensen, Odense Kommune.

Der er stiftende generalforsamling for det nye faglige selskab for lungerehabilitering 21. april i Ringsted Kongrescenter. Mødet starter kl. 17.  Du kan læse mere her

Læs mere om KOL

Tilføjet den 21. april 

Valgt for perioden 2015-17 til bestyrelsen i EFS Lungerehabilitering 21.4.2015 og med efterfølgende konstituering:

  • Gitte Johannesen, Roskilde Sygehus - formand
  • Marlene Thanning Helms, Horsens Kommune - økonomiansvarlig
  • Malene Juul Hylle, Horsens sygehus
  • Maja Primdal Hansen, Slagelse sygehus
  • Line Mogensen, Odense Kommune
  • Stine Kaarsberg, Roskilde sygehus - suppleant
  • Lone Vammen, Randers Kommune – suppleant