Screening af KOL
Voldsomme anfald af åndenød, angst for ikke at kunne få vejret - og måske en lungebetændelse. Det er typisk årsagen til, at KOL-patienter bliver indlagt. På Roskilde Sygehus blev de før ofte primært behandlet for forværringen i deres sygdom, mens der sjældent blev spurgt ind til hjemmesituationen.
Det er der nu rådet bod på. Det seneste år er KOL-patienter på det akutte visitationsafsnit og lungemedicinsk afdeling blevet screenet af ergo- og fysioterapeuter umiddelbart efter indlæggelsen.
- Mange har ikke redskaber til at arbejde med deres åndenød, angst og utryghed ved at være derhjemme. Hvis de oplever at få åndenød i forbindelse med daglige aktiviteter, holder de sig tilbage. Når de bliver inaktive, får de det dårligere, det er en ond cirkel, men med screeningen kan vi fange dem inden de bliver udskrevet og give dem en genoptræningsplan på noget andet end dét, de ellers har fået tilbudt, siger Gitte Johannesen, specialeansvarlig ergoterapeut for det medicinske område på Reumatologisk Afdeling.
Screeningen foregår ved hjælp af en tjekliste, som ergo- og fysioterapeuter i fælleskab har udviklet. Det tværfaglige redskab betyder, at de to faggrupper kan screene for hinanden, så både behovet for lungefysioterapi og ergoterapeutiske indsatser bliver afdækket. Før de fælles screeninger var fysioterapeuterne allerede på banen, men ikke tidligt nok under indlæggelsen, og derfor gik de to faggrupper sammen. Under screeningen bliver der blandt andet spurgt ind til, hvor meget slim og hoste patienterne har, og hvor besværede de er i deres vejrtrækning.
- Derudover taler vi med dem om, hvordan det går med at klare de daglige aktiviteter derhjemme, for eksempel når det handler om badesituationen og af- og påklædning. Det plejer at være en god indikator for, om der er brug for ergoterapeutisk intervention, fortæller Gitte Johannesen.
Vil du være med? Nyt selskab for lungerehabilitering
Teknik til hverdagen
De fleste patienter er kun indlagt ganske få dage. Men allerede under indlæggelsen forsøger terapeuterne at give dem en fornemmelse af, hvilken forskel energisparende teknikker som vejrtrækningsøvelser, hjælpemidler og mere hensigtsmæssige arbejdsstillinger kan gøre – for eksempel når de skal vaskes og have tøj på.
- Med et apparat, der måler iltmætningen i blodet, mens de er i gang med en aktivitet, kan vi for eksempel vise dem, at de ved hjælp af vejrtræningsøvelser kan få iltmætningen til at stige. Det gør forskellen meget konkret for dem, fortæller Gitte Johannesen.
Alle de ting, terapeuterne observerer, bliver noteret i journalen, og det kan for eksempel føre til, at der kommer en diætist ind over, fordi åndenøden giver mange KOL-patienter synkebesvær, der kan føre til underernæring.
Nogle af de indlagte KOL-patienter har allerede fået et genoptræningstilbud i deres kommune. Men Gitte Johannesen oplever, at der ofte har været tale om holdtræning, som de hårdest ramte kan have svært ved at profitere af.
- Det er de dårligste KOL-patienter, der bliver indlagt, og de har behov for noget andet, typisk ergoterapi i hjemmet med henblik på instruktion i energibesparende metoder. Det forsøger vi efter aftale med patienterne at pinde ud i genoptræningsplanen fra sygehuset, siger hun.
Gennembruddet
Da den systematiske screening blev indført, havde ergoterapeuterne arbejdet på at få lov at gøre en indsats i forhold til KOL-patienterne. Men gennembruddet kom først for alvor med forløbsprogrammet for KOL i Region Sjælland i 2010. Her står, at patienterne skal modtages af et team med specialviden - herunder en ergoterapeut - og at sygehuset har ansvar for at sende patienten videre til relevant rehabilitering.
- Det var der på det tidspunkt ikke så meget fokus på fra lægelig side. Mange blev indlagt, behandlet og udskrevet uden der blev fulgt så meget op på, hvad de ellers havde brug for, fortæller Gitte Johannesen.
Inspirationen til screeningerne er blandt andet hentet på Regionshospitalet i Horsens, der længe har været langt fremme, når det gælder tilbud til KOL-patienter. Derudover har Gitte Johannesen deltaget i et kursus på Glittre-klinikken i Oslo. Her er der ergoterapeuter, som udelukkende arbejder med lungepatiente og klinikken er i front, når det gælder forskning i ergoterapi til gruppen.
I Norge fik Gitte Johannesen konkrete redskaber at gøre godt med i forhold til KOL-patienter og blev bedre klædt på til at argumentere for, at det var en god idé at screene.
- I starten var det en stor udfordring at overbevise specielt lægerne. Men mine fysioterapeutkolleger har været utroligt gode til at bakke op om det samlede projekt og "se lyset" også i vores del af interventionen. I dag er der på afdelingerne helt klart en større lydhørhed over for at lytte til os, siger Gitte Johannesen.
Hun oplever, at patienterne er glade for, at terapeuterne på sygehuset helt ned i detaljen interesserer sig for, hvordan de klarer sig i hverdagen. Samtidig sporer hun en tydelig lettelse over, at de også hjemme vil blive mødt af en fagperson med viden om, hvad de har behov for. Hun understreger dog, at kommunikationen mellem sygehus, patient og kommune omkring genoptræningsplanerne kan blive bedre.
Tilbagemeldinger fra patienter, der bliver genindlagt, tyder for eksempel på, at de ikke altid får det rehabiliteringstilbud, sygehuset har lagt op til. Omvendt hører Gitte Johannesen fra ergoterapeuter i kommunerne, at patienterne ikke altid er med på den aftalte genoptræningsplan, når de kommer hjem. Måske fordi de ikke nærlæser planen eller har svært ved at huske, hvad der er aftalt, fordi de har det så dårligt.
- Jeg har derfor en drøm om at kunne komme ud til dem i deres eget hjem efter udskrivelsen, så jeg kan give dem videre til den kommunale ergoterapeut og sikre en indsats, som de selv er indforståede med og mener er god for dem, siger hun.Fokus på KOL i Ergoterapeuten nr. 2. 2015
Ergoterapifagligt selskab for lungerehabilitering
Snart er der stiftende generalforsamling for Ergoterapifagligt selskab for lungerehabilitering. Formålet er, at danne et fagligt selskab i Danmark for ergoterapeuter, der arbejder med eller har interesse i lungerehabilitering. Det sker tirsdag den 21. april kl. 17.00 i Ringsted. Se mere:Vil du være med? Nyt selskab for lungerehabilitering
Samarbejde til gavn for patient
Kirsten Enggard Nielsen er sygeplejerske og souschef på lungemedicinsk afdeling. Hun vurderer, at screeningerne og den ergoterapeutiske indsats har stor betydning for KOL-patienterne.
- Initiativet betyder, at vi kan komme ind fra hver vores faglige side og samarbejde med hinanden til gavn for patienterne, så de får en god oplevelse på sygehuset, en god udskrivelse og en god tid derhjemme, siger hun.
Kirsten Enggard Nielsen er ikke i tvivl om, at indsatsen kan være med til at forebygge nogle af de genindlæggelser, der er karakteristiske for KOL-patienter.
- Ergoterapeuternes force er, at de kan hjælpe patienterne til bedre at mestre de daglige gøremål. Hvis de lærer at udføre dem på en mere hensigtsmæssigt og energibesparende måde, bliver der måske færre angstprægede situationer på grund af åndenød, hvor de panikker og ringer 112, siger hun.