Hjem > Aktuelt > Nyheder > Finanslovsforslag svækker arbejdsmiljøet

Finanslovsforslag svækker arbejdsmiljøet

3. september 2018
Hver tredje ansat i Arbejdstilsynet vil i 2022 være sparet væk.
Foto: Colourbox

Finanslovsforslaget for 2019 lægger op til at fortsætte de seneste års kraftige nedskæringer på arbejdsmiljøområdet. Den samlede bevilling til Arbejdstilsynet reduceres således med 9,1 mio. kr. fra 2018 til 2019 samtidig med, at antallet af tilsynsførende og andre medarbejdere reduceres med 25 årsværk.

Hvis finanslovsforslaget vedtages uændret, vil der i 2022 være 227 årsværk mindre i Arbejdstilsynet end i 2014. Det svarer til, at hver tredje medarbejder i 2022 vil være sparet væk i forhold til antallet af ansatte i 2014, viser beregninger fra FTF.

- Det er helt uforståeligt, at regeringen med finanslovsforslaget fortsætter de kraftige nedskæringer på Arbejdsmiljøet. Det er den helt forkerte vej at gå, når vi kan se ind i en tid, hvor hver fjerde lønmodtager må se frem til at skulle trække sig tilbage på førtidspension pga. fysisk og psykisk nedslidning. Den øgede pensionsalder kalder også på en forøget arbejdsmiljøindsats, siger Lotte Lagoni, næstformand for Ergoterapeutforeningen.

Hun peger på, at besparelsen er dårligt timet, da vi venter på ekspertudvalgets rapport på arbejdsmiljøområdet.

227 årsværk mindre end i 2014 

Arbejdsmiljøindsatsen og Arbejdstilsynet har allerede været udsat for store nedskæringer de senere år. Hvis finanslovsforslaget vedtages, vil der være en reduktion fra 2014 til 2019 på 130 årsværk, svarende til, at knap hver femte medarbejder (18,7 pct.) er sparet væk i løbet af de seneste fem år.

- I stedet for at svække arbejdsmiljøindsatsen yderligere, bør regeringen investere massivt i tilsyn, forebyggelsesindsats og arbejdsmiljørådgivning.  Det kan være med til at rette op på den negative udvikling, vi ser i andelen af medarbejdere, der belastes af et dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, siger Lotte Lagoni.

Hun peger på, at FTF sammen med LO har foreslået, at bevillingen til Arbejdstilsynet skal være på niveau med bevillingen i 2015.