#fmdk: Debat om mindre social ulighed i sundhed
Af Therese Larsen
Hvordan skaber vi mindre social ulighed i sundhed? Det spørgsmål forsøgte Tina Nør Langager, formand for Etf, sammen med tre andre paneldeltagere at svare på lørdag eftermiddag til en debat på årets Folkemøde på Bornholm. Debatten tog udgangspunkt i, at den sociale ulighed i sundhed er steget de sidste 20 år i Danmark, hvor det særligt er kroniske sygdomme og langvarige sygdomme, der har betydning for uligheden. Det går udover livskvaliteten for den enkelte person, hvilket betyder store omkostninger for samfundet.
Manglende brug af eksisterende sundhedstilbud er en væsentlig faktor i forhold til ulighed i sundhed. Af samme grund har seks kommuner sat fokus på Lige Adgang til Kommunale Sundhedstilbud via LAKS-projektet, der identificerer og udvikler konkrete måder, hvorpå kommunale sundhedsprofessionelle i blandt andet sundhedscentre, genoptræningscentre og jobcentre kan arbejde med at mindske den sociale ulighed i sundhed.
Under debatten blev Tina Nør Langager spurgt, om LAKS-projektet var vejen frem, hvor man går ind og skruer lidt på de eksisterende rammer for at få flere til at bruge sundhedstilbuddene.
- Indsats mod ulighed omfatter både forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser: Ulighed i sundhed betyder ulighed i deltagelse i forebyggelsestilbud, i forekomsten af sygdom, i konsekvenser af sygdom, i rehabilitering og i dødelighed. Kortuddannede mænd med lav indkomst dør op til 10 år tidligere end de tilsvarende højtuddannede, og sygeligheden har den ’tunge ende nedad’. Derfor skal indsatsen bestå i såvel strukturelle tiltag, tiltag på tværs af sektorer og konkrete tiltag i forhold til socialt og sundhedsmæssigt udsatte grupper. Det indebærer med andre ord, at indsatsen for ulighed i sundhed dels handler om et bredt spektrum af determinanter, dels om konkrete forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser, svarede Tina Nør Langager.
Debatten blev styret af Reimar Bo, ligesom salen fik lov til at stille paneldeltagerne spørgsmål. Som afrunding trak Reimar Bo linjer op for debattens konklusioner. Der blev blandt andet nævnt, at forebyggelse synes at være kodeordet i indsatsen på at skabe mindre social ulighed, ligesom indsatser på tværs af sektorer i både nærmiljøet og lokalområderne er en vigtig faktor. Sundhed skal tænkes som et middel til det gode liv og ikke som et mål, sluttede Reimar Bo debatten af.
Udover Tina Nør Langager bestod debatpanelet af Otto Ohrt, formand, Sund By Netværket, Jette Jul Bruun, Enhedschef, Sundhedsstyrelsen og Jette Vibe-Petersen, Centerchef, Center for kræft og sundhed, København.
Er du interesseret i at vide mere om ulighed i sundhed og LAKS-projektet, kan du komme forbi til den gratis LAKS-afslutningskonference torsdag den 13. oktober. Konferencen afholdes i Mogens Dahl Koncertsal i København.