Hjem > Aktuelt > Nyheder > Handicapudspil skal hjælpe flere med handicap i job

Handicapudspil skal hjælpe flere med handicap i job

1. oktober 2018
Regeringen har fremlagt et udspil, der skal hjælpe flere med handicap i job. Hjælpemidler står helt centralt i udspillet.
Læs også Ergoterapeutforeningens anbefalinger på hjælpemiddelområdet. Du finder link nede i teksten

Kun hver tredje person med et større handicap er i job. Det tal ønsker regeringen skal stige, og derfor lancerer de nu et handicapudspil. Handicapudspillet indgår i regeringens oplæg til satspuljeforhandlingerne for 2019, og indeholder en række initiativer der skal hjælpe flere med handicap i job.

Flere af initiativerne i udspillet omhandler tildelingen af hjælpemidler på jobcentrene, og det hilser formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager velkommen.

- Vi ved, at hjælpemidler kan hjælpe mennesker med handicap i beskæftigelse. Men der har manglet viden om hjælpemidler i jobcentrene og på virksomhederne. Derfor er det rigtigt positivt, at regeringen vil sætte fokus på området, siger hun.

Ergoterapeutforeningen følger det videre arbejde tæt.

- Ergoterapeuter har en stor viden omkring hjælpemidler, som vil kunne bruges på jobcentrene. Vi vil derfor følge forhandlingerne tæt og sikre, at vores viden bliver sat i spil, siger formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager.