Hjem > Aktuelt > Nyheder > HB siger nej til fusion mellem FTF og LO

HB siger nej til fusion mellem FTF og LO

9. februar 2018
På hovedbestyrelsesmødet den 7. februar besluttede et stort flertal at sige nej til en fusion mellem FTF og LO.
Hovedbestyrelsen 2018
Et stort flertal i hovedbestyrelsen har stemt nej til en fusion mellem FTF og LO. Bagerst fra venstre ser du Jonas Holsbæk, Anna-Marie Lausten (regionsformand i Syd), Anne Theilgaard Jacobsen, Lotte Hemmingsen, Lotte Lagoni (næstformand), Jørgen Peschardt, Tina Nør Langager (formand), Åse Munk Mortensen (regionsformand i Øst), Lisbeth Krabbe Nielsen (regionsformand i Midt-Nord), Katharina Freud-Magnus og Anne Mette Jensen. Henrik Hansen er ikke på billede. Foto: Jesper Voldgaard

Vi oplever ikke, at der i den proces, der er forløbet indtil nu, er blevet skabt en ny og fælles vision for fagbevægelsen, som favner os alle, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

Et afgørende element for Hovedbestyrelsens nej er også fusionens økonomiske grundlag.

- Jeg oplever, at vores kontingent er højt nok som det er i dag. LO lider stadig under et stort fald i antallet af medlemmer, og derfor er der en ikke ubetydelig risiko for en kontingentstigning på sigt i en ny hovedorganisation, siger Tina Nør Langager.

Glad og tilfredshed med FTF

Hun peger på, at Etf fortsat skal have et stærkt fokus på både den professionsfaglige grunduddannelse og en akademisering af faget.

- Vi har i den forbindelse haft overvejelser i forhold til, om vi kan få opfyldt ambitionerne på disse områder i den nye organisation, siger Tina Nør Langager og tilføjer:

- Vi er glade for at være medlem af FTF som hovedorganisation, da det opfylder vores behov for et fagligt fællesskab. Hvis en fusion bliver en realitet, så må vi gå konstruktivt ind i det nye samarbejde.

FAKTA

Køreplanen for arbejdet med evt. fusion

Fredag 13. april 2018: Ekstraordinære kongresser i både LO og FTF begynder klokken 9.30 på Hotel H.C. Andersen i Odense. De delegerede skal her stemme ja eller nej til at nedlægge henholdsvis LO og FTF med henblik på at danne en ny faglig hovedorganisation.

Det kræver kvalificeret flertal bestående af totredjedele af stemmerne i både LO og FTF for at danne en fusion. Sandsynligvis bliver det skriftlig afstemning - altså hemmelig afstemning -  og ifølge drejebogen bliver stemmetallene læst op på nøjagtig samme tidspunkt på LO-kongressen i den ene konferencesal og FTF-kongressen i den anden konferencesal.

Hvis der er kvalificeret flertal for at fusionere i begge organisationer, afholdes der stiftende kongres i den nye hovedorganisation allerede fredag eftermiddag 13. april om eftermiddagen på Hotel H.C. Andersen i Odense. LO-formand Lizette Risgaard er kandidat til formandsposten. 

Først efter den stiftende kongres skal der tages stilling til et navn til den nye hovedorganisation. Den nye hovedorganisation vil se dagens lys tirsdag den 1. januar 2019.  

Forstå fusionen

FTF - indtil 2006 Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - er ligesom LO en paraplyorganisation og Etf's hovedorganisation. I paraplyorganisationen er der  70 faglige organisationer med ialt 450.000 medlemmer - herunder altså ergoterapeuter, sygeplejersker, socialrådgivere, lærere, politifolk og bankrådgivere - der hører under FTF. 

LO - Landsorganisationen i Danmark - er en paraplyorganisation i fagbevægelsen med 18 fagforbund med ialt en million medlemmer. Blandt andet håndværkere, butiksansatte, industriarbejdere, laboranter, fodboldspillere og sosu´ere. 

I 2015 besluttede LO og FTF´s kongresser at afklare henholdsvis mission og visioner plus det politiske og økonomiske grundlag for en eventuel ny hovedorganisation. Samtidig blev det besluttet at udvide de to organisationers strategiske samarbejde om uddannelse. Forberedelserne er nu afsluttet, og det er op til forbundene at beslutte, om samarbejdet skal føres videre til en egentlig fusion.

Målet med at skabe en ny mega-organisation er at stå stærkere over for både arbejdsgivere og politikere. Og at bruge ressourcerne mere effektivt set i lyset af, at forbund taber medlemmer.