Hjem > Aktuelt > Nyheder > Helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser med fokus på sundhed

Helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser med fokus på sundhed

1. februar 2019
Sundhedsstyrelsen har lavet en ny publikation, der skal give inspiration til, hvordan beskæftigelses- og sundhedsindsatser kan tænkes tættere sammen.

I flere og flere kommuner arbejdes der med at skabe sammenhæng og helhed i indsatser på tværs af sundheds- og beskæftigelsesområdet. For at inspirere yderligere til det arbejde har Sundhedsstyrelsen lavet publikationen: Helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser med fokus på sundhed.

I publikationen præsenteres fire løsningsmodeller for helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser med fokus på sundhed, og de illustreres med en række kommunale eksempler bl.a. fra Hjørring, Vordingborg og Jammerbugt.

På tværs af kommunerne fremgår det, at der er en række generelle forudsætninger som skal være tilstede for, at samarbejdet kan lykkes.

  • Tværgående politisk og ledelsesmæssig opbakning og forankring
  • Fælles mål for indsatsen
  • Tværgående kendskab til og accept af hinandens fagligheder og kompetencer
  • Relationel koordinering med fokus på fælles sprog og viden, fælles tilgang til de ledige, respekt for hinanden og god kommunikation mellem medarbejdere
  • Viden om tilbud/indsatser og tilstrækkelig kapacitet på de enkelte tilbud
  • IT-infrastruktur til koordinering og progressionsmåling på tværs af sektorområder
  • Mulighed for adgang til at se relevante oplysninger/dokumenter om fælles borgere på tværs af sektorer/forvaltninger
  • Smidig økonomistyring, som muliggør, at sundhedsydelser kan iværksættes ud fra borgerens behov på tværs af sektorer
  • Accept af de præmisser, som tilbud til ledige er underlagt, hvad angår registreringer og mulighed for sanktionering.

Publikationen er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen med bidrag fra en række danske kommuner. COWI har bistået med en kortlægning af sundhedsindsatser i tilknytning til jobcentrene.