Hjem > Aktuelt > Nyheder > Kommuner vil skabe bedre indsats for demensramte og pårørende

Kommuner vil skabe bedre indsats for demensramte og pårørende

25. maj 2016
Statsministeren efterlyser et skarpere fokus på demens og den lokale indsats for demente og deres pårørende. Nu går syv kommuner sammen for at skabe markante forbedringer for personer med demens.
Demens
Syv nye kommuner overtager faklen som demensvenlige kommuner. Målet er, at alle 98 kommuner skal være demensvenlige. Etf deltager i disse dage på Demenscamp som part i Demensalliancen.

Hver eneste år forvilder mere end 1.000 mennesker med en demenssygdom sig væk fra hjemmet eller plejecentret. Mange af dem bliver først fundet, når det er for sent. Af den grund dør 15 demensramte danskere hvert år. Det er en af de store udfordringer, som syv nye demensvenlige kommuner nu vil gøre noget ved.

Den 25. – 26. maj igangsætter syv kommuner arbejdet imod at blive nogle af Danmarks første demensvenlige kommuner og styrke demensindsatsen over for de næsten 8000 demensramte borgere i de syv kommuner, for deres pårørende og plejepersonale. Sammen med Demensalliancen vil kommunerne over de næste seks måneder dele erfaringer om udfordringer og løsninger og finde svar på nogle af de store udfordringer på demensområdet, som kommunerne i stigende grad vil stå overfor.

Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen deltager i demenscampen den 25. - 26. maj. Hun udtaler:

- Ergoterapeutforeningen mener, at Demensalliancen er vigtig, fordi vi sammen har fokus på borgerens hverdagsliv og skaber så optimale rammer som muligt for borgeren og dennes familie gennem rehabilitering, støtte og omsorg. Borgerens liv leves i kommunerne, og derfor er arbejdet med at etablere demensvenlige kommuner helt afgørende for, at denne vision kan indfries.

Knap en tredjedel af demensramte bor snart i demensvenlige kommuner

De syv nye kommuner, der er Køge, Lyngby-Taarbæk, Horsens, Viborg, Randers, Mariagerfjord, Guldborgsund, overtager faklen fra Aarhus, Aalborg, Varde, Hillerød, Stevns og Næstved kommune, der i efteråret tog de første skridt til at skabe demensvenlige kommuner i Danmark.

Faklen gives nu videre og snart vil knapt 30% af danskere med demenssygdomme bo i kommuner, der med ambitiøse mål og konkrete handlinger vil arbejde for at styrke demensindsatsen for borgere, pårørende og medarbejdere.

Demensalliancens mål er, at samtlige 98 kommuner i Danmark bliver demensvenlige.