Hjem > Aktuelt > Nyheder > Modtager af Kirsten Avlund Gerontologi Pris 2014

Modtager af Kirsten Avlund Gerontologi Pris 2014

6. oktober 2014
Dansk Gerontologisk Selskab afholdt den 2.-3 oktober en national konference om aldring og samfund. Her blev Kirsten Avlunds Gerontologi Pris 2014 uddelt for første gang.

Dansk Gerontologisk Selskab har i anledning af professor i gerontologi, dr.med., ph.d., ergoterapeut Kirsten Avlunds død indstiftet prisen i hendes minde. Prisen på 10.000 kr. er doneret af Ældre Sagen og Kirsten Avlunds familie, og den gives som en opmuntring til fortsat gerontologisk forskning.

Prisen gik til Aske Juul Lassen, ph.d. fra Center for Sund Aldring, KU. Tine Rostgaard, professor og formand for Dansk Gerontologisk Selskab motiverede valget med, at ”Aske har allerede vist sig som en lovende forsker og fået flere artikler publiceret internationalt. Han er en inspirerende formidler, ligesom Aske mestrer det tværfaglige arbejde på bedste vis”. 

Prisen tildeles af en jury sammensat af bestyrelsesmedlemmer i Dansk Gerontologisk Selskab i samarbejde med Dansk Selskab for Geriatri.