Hjem > Aktuelt > Nyheder > Fornem pris til ergoterapeut med fokus på håndterapi

Fornem pris til ergoterapeut med fokus på håndterapi

22. maj 2014
Gigtforeningen uddeler hvert år Mobileprisen. Den gives til en eller flere personer, der har gjort en ekstraordinær synlig indsats for at forbedre forholdene for mennesker med gigt. Årets modtager er ergoterapeut Kirsten C. Pedersen, Hedehusene. Det blev afsløret ved Gigtforeningens repræsentantskabsmøde onsdag.
Foto: Ulrik Jantzen

Ved overrækkelsen sagde Per Ladegaard, formand for Gigtforeningen, blandt andet:

- Kirsten C. Pedersen modtager prisen for sit utrættelige arbejde som specialist i håndterapi. Gennem 30 år har hun haft fokus på at udvikle, forbedre og synliggøre træningsmetoder og behandling til mennesker med gigt.

Hun fortjener belønning og stor ros for sin mangeårige, vedholdende indsats og omsorgsfulde tilgang til mennesker med nedsat funktion i hænderne. Hun har gennem alle årene kæmpet for at skabe forståelse for, hvor vigtig en god funktion i hænder og arme er for at klare hverdagens aktiviteter.”

Kirsten C. Pedersens fokusområder er træning, behandling, hjælpemidler og skinnefremstilling. Hun er aktiv som underviser, konsulent, fagbogsforfatter, behandler i egen klinik, sælger af skinner, trænings- og behandlingsudstyr og skinner fra eget firma  

Hun har desuden afholdt en lang række kurser og har undervist et utal af ergoterapeuter, og mange – såvel studerende som uddannede ergoterapeuter – har nydt godt af hendes store viden og engagement vedrørende træning og behandling af mennesker med gigt.

Det er i år tiende gang Mobileprisen bliver uddelt. Prisen gives inden for et af følgende områder:

  • Tilgængelighed, design og hjælpemidler 
  • Arbejdsfastholdelse og uddannelse 
  • Det frivillige sociale arbejde 
  • Kost, motion, træning og behandling 
  • Alternativ behandling 
  • Forebyggelse

Prisen består af en mobile, designet af Flensted Mobiler. Dette skal ses som symbol på den bevægelsesfrihed, Gigtforeningen ønsker for alle, også mennesker med ondt i led, ryg og muskler. Sammen med mobilen, æren og anerkendelsen følger 15.000 kr.