Ni nye velfærdsteknologier i plejeboliger
Af Sandra Holmgaard
Virtuelle nattilsyn, sensorer under madrasserne, skylletørretoiletter og svingbare vaske bliver nu hverdag for medarbejdere og borgere. Aarhus Kommune har afsat de første 60 millioner kroner til at implementere mere velfærdsteknologi i plejeboliger og for at finde ud af, hvilke løsninger der giver de bedste resultater, er der søsat et stort pilotprojekt i plejeboligenheden på Trøjborg.
- Resultaterne skal danne grundlag for udrulning i hele kommunen. I disse dage arbejder vi, terapeuter og plejepersonale, sammen om at screene vores beboere for at finde ud af, hos hvem det vil være muligt og relevant at implementere de nye teknologier. Når vi vurderer, om en beboer skal have et toilet med skylletørrefunktion overvejer vi, om han kan forflytte sig selv, om han kan blive mere selvhjulpen, og om han kan lære de nye rutiner, for toiletbesøget vil blive en anden oplevelse, og de kendte og vante rutiner vil blive udfordret. Der er mange spørgsmål, der skal stilles, men det er en spændende proces. Og lige så spændende bliver det, når vi bagefter skal evaluere indsatsen, siger ergoterapeut og projektleder Lotte Bagge.
Blandt teknologierne i projektet finder man løftestolen Raizer, hygiejne- og påklædningsstolen Carendo, forflytningshjælpemidlet Sarah Steady, sengesensorsystemet Mobility Monitor og den interaktive touchskærm Touch and Play.
Projektet blev sat i gang i august, og allerede inden for få uger vil alle teknologier være at finde i plejeboligerne.
- Vi skal blive klogere på de udfordringer og procedurer – praktiske, juridiske og etiske -, der følger med, når man vælger at satse på velfærdsteknologi i ældreplejen. De er alle udvalgt med fokus på livskvalitet, effektive arbejdsgange og bedre arbejdsmiljø, og opgaven består i at finde og beskrive udfordringerne, så vi kan formulere en række anbefalinger, der kan være med til at kvalificere implementeringen af velfærdsteknologi, siger Lotte Bagge.
- Projektet er blevet taget rigtig godt imod af medarbejderne i hele huset, der er nysgerrige på teknologiernes kunnen og som glæder sig til at komme i gang – selvom det kræver, at de skal nytænke deres arbejdsgange og udfordre ’vi plejer’, fortsætter hun.
Pilotprojektet foregår i tæt samarbejde med lederen i plejeboligerne, medarbejderne, Center for Frihedsteknologi og produktleverandørerne, der underviser i brugen af teknologierne.
Også en gave
- Jeg betragter velfærdsteknologierne som en gave såvel som en opgave. Det er en opgave, fordi der ikke følger nogen simpel opskrift med, når teknologierne skal integreres i det liv, som beboerne allerede lever. Vi skal ikke kun lære teknologierne at kende, vi skal lære at bruge dem i de rigtige sammenhænge, hos de rigtige borgere og på den rigtige måde i samspil med borgerne, så det bliver meningsfyldt både for borger og medarbejdere. Alt sammen så vi kan blive endnu bedre til at implementere de mange muligheder, der er. Det er en nødvendig investering i fremtiden, slutter Lotte Bagge.
Projektet skal evalueres frem mod den 31. januar 2016, men brugen af velfærdsteknologi stopper ikke med udbredelsen af de teknologier, der viser gode resultater i projektet. Byrådet i Aarhus Kommune har nemlig indgået et budgetforlig, der sikrer 60 millioner kroner mere til velfærdsteknologi i årene 2018-2019.
- Vi forventer, at der vil være stor interesse fra landets kommuner i at høre om resultaterne af pilotprojektet, så derfor vil vi fortælle om vores erfaringer i forbindelse med næste års CareWare-konference, som foregår i Aarhus den 13. og 14. april 2016, siger Inger Kirk Jordansen, chefkonsulent med ansvar for implementering af velfærdsteknologi, Center for Frihedsteknologi i Aarhus Kommune.