Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ny kompetenceprofil for ergoterapeuter inden for håndterapi

Ny kompetenceprofil for ergoterapeuter inden for håndterapi

13. maj 2020
Ergoterapeutforeningen udgiver nu en kompetenceprofil vedrørende ergoterapeutisk viden, færdigheder og kompetencer indenfor håndterapi. Kompetenceprofilen er en rettesnor for ergote­rapeuter og deres ledere i forhold til at kunne levere den nødvendige og fagligt tilfredsstillende kvalitet og beskrive og dokumentere eventuelt behov for videreuddannelse.
Foto: Martin Bubandt

Ergoterapeutforeningen har taget initiativ til udarbejdelse af en kompetenceprofil vedrørende ergoterapeutisk viden, færdigheder og kompetencer indenfor håndterapi. Kompetenceprofilen er udviklet og udarbejdet af Alice Ørts Han­sen, ergoterapeut, Postdoc, Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet og Susanne Boel, udviklingsergotera­peut, Herlev og Gentofte Hospital. En bredt sammensat referencegruppe med repræsentation fra bl.a. Dansk Selskab for Håndterapi har fulgt arbejdet og været hørt undervejs i forløbet.

Håndterapi har gennem mange år udviklet sig til et ergote­rapeutisk praksis- og specialistfelt. De ergoterapeutiske indsatser er rettet mod at genvinde og vedligeholde funktionsevnen samt at forebygge funktions­evnenedsættelser, så borgeren kan udføre sine betydnings­fulde aktiviteter og deltage i hverdagslivet.

  • Du finder Kompetenceprofilen for ergoterapeuter indenfor håndterapi her

Udviklingen går stærkt på håndterapiområdet: Øget kompleksitet, flere avancerede behandlingsmuligheder, ny teknologi og stigende evidens, som skal implementeres i praksis. Samtidig bliver forløbene på hospitalerne stadigt mere specialiserede og kortere, og kommunerne modtager på den baggrund borgere med mere komplekse funktionsnedsættelser. På grund af den udvikling er der et stadigt behov for fokus på ergoterapeutisk viden, færdig­heder og kompetencer inden for håndterapi.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har fået en kompetenceprofil på dette meget vigtige ergoterapifaglige område, siger formand for Ergoterapeutforeningen Tina Nør Langager og fortsætter: - Vi bruger vores hænder i stort set alle hverdagens aktiviteter, og en håndrelateret funktionsnedsættelse, har derfor store konsekvenser for, hvordan den enkelte kan mestre sin hverdag og mulighed for tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor er kvalificeret rehabilitering helt er centralt – og en gevinst for både den enkelte og for samfundet.  

I den nye publikation beskrives de kompetencer, som ergoterapeu­ter skal have for at varetage håndterapi på fire forskellige niveauer. Kompetenceprofilen kan være med til at sikre, at ergoterapeuter, der arbej­der med håndterapi, har de rette kompetencer til at løse deres opgaver med høj kvalitet. Det er ambitionen, at anbefalingerne kan anvendes af faglige ledere og virksomhedsansvarlige til kvalitets­sikring og udvikling af indsatsen. F.eks. er kompetenceprofilen tænkt som støtte for ergoterapeuter og deres ledere i planlægning af kompetence- og karriereudvikling.

  • Du finder Kompetenceprofilen for ergoterapeuter indenfor håndterapi her