Vi kan lære af New Zealand

Af Mette Wallach

Pia Gilvad Nielsen er ergoterapeut på Psykiatrisk Center Nordsjælland og som en del af sin ergoterapeutiske behandling kan hun finde på at sidde sammen med patienterne og lave ingenting.

Hun modtog sidste år et legat fra Protac på 25.000 kroner og dem brugte hun på at undersøge denne tilgang nærmere hos sit faglige idol i New Zealand: Daniel Sutton, der er forsker og underviser i ergoterapi.

Pia Gilvad Nielsen rejste rundt i New Zealand i en måned.

- Dels fulgte jeg ham og dels besøgte jeg forskellige psykiatriske døgnafdelinger, dagtilbud og ergoterapeuter, fortæller Pia Gilvad Nielsen, mens hun viser rundt på Psykiatrisk Center Nordsjælland og på den lukkede akutmodtagelse, hvor hun har sin daglige gang.

På vej ind på afsnittet møder hun en Hus Forbi-sælger, der har været patient på akutmodtagelsen natten over. Ham gav hun ballstick-massage i går, for at få ham til at falde i søvn som et alternativ til medicin, fortæller hun. Nu er han på vej ud på gaderne igen.

Sanseintegration i hverdagen

Netop sansemodulation – det at man regulerer sanseindtryk for at opnå en passende arousal til en given situation - bruger Pia Gilvad Nielsen flittigt i ergoterapien. Forståelsen af hvor vigtigt det er at modulere sanserne har hun blandt andet fra de psykiatriske afdelinger og ergoterapeuterne i New Zealand. Da hun besøgte landet, kunne hun med egne øjne se, hvordan de arbejdede med patienternes sanser helt ned på hverdagsniveau.

- De havde blandt andet sansegrupper, hvor alle patienter kunne afprøve nye redskaber og metoder til sansemodulation i hverdagen, og så havde de i det hele taget indrettet afsnittene på en mere hyggelig måde, end vi gør det herhjemme. De havde f.eks. tæpper på gulvene, og det giver en anden rumklang end linoleum. Og så havde de også indrettet fællesrummene med hyggelige dagligstuemøbler i stedet for ensartede institutionsmøbler. På den måde integrerede de sansebehandlingen i hverdagen og ikke kun i deres sanserum, fortæller hun.

Engagement har flere niveauer

Da Pia Gilvad Nielsen fulgte Daniel Suttons arbejde, fandt hun ud af, at man i New Zealand også ser anderledes på aktivitetsbegrebet, end vi gør herhjemme.

- Daniel Suttons forskning har peget på værdien af at dele patientens engagement i aktiviteten op i flere niveauer. Man kan med psykisk sygdom nemlig opleve at være låst fast i f.eks. en depressiv træghed og ulystfølelse eller en angst og psykotisk opkørthed, hvor begge tilstande kan medføre en tilstand af at være uengageret, og så er det ikke hensigtsmæssigt, at man som ergoterapeut på dag ét lægger op til en aktivitet, hvor man skal være fuldt engageret, siger Pia Gilvad Nielsen og forklarer, at engagement-niveauerne er ‘uengageret’, ‘Delvist engageret’, ‘Hverdags-engageret’ og ‘Fuldt engageret’.

- Hvis en patient er på niveauet ‘uengageret’, er det ofte bedst, at man som terapeut blot er til stede og ikke kræver noget af vedkommende. For hvis man kræver for meget, hægter man patienten af, og så er der ingen behandling, der virker, siger hun og forklarer, at det også er vigtigt, at terapeuten er bevidst om sit eget engagements-niveau.

- Hvis man bare kommer hen til patienten og siger: Her er jeg, jeg er ergoterapeut, jeg er effektiv, og nu skal vi lave en aktivitet, så hægter man også patienten af, siger hun.

Før turen til New Zealand kunne Pia Gilvad Nielsen godt finde på bare at sidde i fællesrummet med patienterne, og så undrede hendes kolleger sig, for det så jo ikke lige så effektivt ud, som når hun for rundt og aktiverede patienterne.

Men New Zealand-turen bestyrkede Pia Gilvad Nielsen i, at det kan være helt o.k., og derfor har hun også afvist at have en skemalagt hverdag med aktiviteter for patienterne. For hende handler det nemlig om at kunne give sig tid til at ‘tune’ sig ind på den enkelte patient, så hun på den måde finder frem til aktivitetsengagementet hos den enkelte og kan handle derefter.

- Hvis man har en masse aktiviteter i løbet af dagen, er der ofte ikke tid til at ‘tune’ sig ind på patienten, siger hun og fortæller, at hendes kolleger nu kan se, at hendes tilgang faktisk virker – og det anerkender de hende for.

I stedet for kun at tilbyde aktiviteter, der kræver et højt engagement af patienterne, har Pia Gilvad Nielsen i samarbejde med sine fysioterapeut-kollegaer udarbejdet en plakat med alternative aktiviteter.

- Plakaten viser alle mulige mindre aktiviteter, vi kan finde frem, når patienten har brug for at være i en uengageret tilstand. Vi tilbyder f.eks. musik, ballstickmassage, holde i hånd, gå rundt i gårdhaven, plukke en lavendel - og som ergoterapeut kan jeg finde på selv at sidde og smånusse med noget i nærheden af patienten. Når patienten er på vej videre til en tilstand af delvist engageret, bringer jeg patienten ind i en anden aktivitet, såsom f.eks. at bladre i en kunstbog, plukke en blomst og dufte til den, spise lidt mad, vaske sig, finde en brik til et puslespil, farvelægge Mandala eller synge en sang, siger hun.

Lyt til patienterne

I New Zealand har de haft lige så mange udfordringer i psykiatrien som vi har i Danmark, men de har tacklet dem anderledes. Ifølge Pia Gilvad Nielsen kan det skyldes den store Maori-kultur, som eksisterer side om side med den vestlige kultur. Som oftest er det nemlig maorierne, der er patienter i psykiatrien og vesterlændinge, der behandler. De har løst kultursammenstødet ved at lytte til patienterne og lade dem få indflydelse på den måde behandlingen foregår på, forklarer hun.

- Det mener jeg, at vi kan lære af i Danmark. Hvis vi giver os tid til at ‘tune’ os ind på vores patienter og hinanden, så kan vi lære at forstå og hjælpe hinanden. Men det tager tid at lære, siger Pia Gilvad Nielsen og peger på en af sine mapper, der har et billede af en skildpadde på omslaget.

Maori-kulturen lærte hende nemlig ikke kun, at man skal give sig tid i ergoterapien, men at hele samfundet bør stoppe op og give sig tid. Hun citerer et gammelt ordsprog:

- I de civiliserede lande lærer mennesket, hvad det kan blive. I de uciviliserede lande lærer mennesket, hvad det er. I vores kultur taler alle om, hvad de kan blive. Måske skulle vi læne os tilbage og lære af Maori-kulturen, hvor man mere bare ‘er’, siger hun.