Ny udpegning til følgegruppe af epilepsi-indsatsen
Satspuljepartierne har i aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2018-2021 afsat 0,5 mio. kr. i 2018 til Sundhedsstyrelsen, som med inddragelse af relevante parter skal udarbejde en status for den samlede sundhedsfaglige indsats på epilepsiområdet medio 2018.
Status for epilepsiområdet skal have fokus på udfordringer og muligheder i forbindelse med udredning, behandling og rehabilitering samt sammenhæng i patientforløbet for mennesker med epilepsi.
Epilepsi er en samlet betegnelse for forekomsten af gentagne stereotypt optrædende anfald, som skyldes forstyrret elektrisk aktivitet i hjernen. Epilepsi inddeles i generaliserede og partielle (fokale) anfald.
Epilepsi kan ramme alle fra nyfødte til ældre, men debuterer hyppigst hos børn, unge og ældre. Omkring 55.000 personer (ca. 1 % af befolkningen) i Danmark har epilepsi, og ca. 2.500 diagnosticeres hvert år.
Det er kendetegnende for sygdommen, at tidlig diagnostik og behandling kan have stor betydning for patientens prognose – både hvad angår behandling af sygdommen og de følger den kan have i forhold til funktionsevnen i bred forstand. Mentale eller kognitive funktionsnedsættelser findes hos en tredjedel af børn og en fjerdedel af voksne med epilepsi. En del patienter har dermed ikke kun behov for indsatser på sundhedsområdet, men også på social-, beskæftigelses- og specialundervisningsområderne.
Ergoterapi og epilepsi området
Inden arbejdet igangsættes har Sundhedsstyrelsen bedt om ergoterapeuters bud på, hvad de ser er de væsentligste udfordringer og muligheder, som eftersynet af epilepsiindsatsen bør fokusere på.
Fra de ergoterapeutiske fagmiljøer bliver der peget på, at der generelt er begrænset viden om epilepsi i patientens omgivelser både hvad angår familien, skole, arbejdsplads, jobcenter, bosteder, dagtilbud og støttekontaktordninger. Desuden opleves der at være begrænset viden om de fysiske/cognitive/psykosociale konsekvenser af epilepsien hos den enkelte pt, og de konkrete vanskeligheder det medfører i hverdags- /arbejdslivet og hvilke psykosociale støtteforanstaltninger, der skal i spil for at sikre pt’s mestring af aktivitetsproblemer.
At det er svært at sikre at der er sammenhæng i indsatserne i sektorovergangene.