Hjem > Aktuelt > Nyheder > OK15: Forlig på plads mellem SHK og KL

OK15: Forlig på plads mellem SHK og KL

28. februar 2015
Natten til lørdag faldt de sidste brikker på plads i overenskomstfornyelsen OK15 mellem Sundhedskartellet og KL. Aftalen er et vigtigt skridt på vejen i forhold til at styrke faglighed, kvalitet og et bedre arbejdsmiljø i kommunerne. Med forliget ligger der et samlet overenskomstresultat for Sundhedskartellets grupper på det kommunale arbejdsmarked.

Sundhedskartellet og KL har indgået ny overenskomst for det kommunale arbejdsmarked for en treårig periode.

Hovedpunkterne i aftalen er:

  • Tillæg til særlige grupper
  • Forbedrede vilkår for de akademisk uddannede
  • Forhøjelse af pensionen for næsten alle grupper

- Jeg er meget tilfreds med det forlig, vi har landet med KL. Vi har arbejdet længe med de knaster, som var i KL’s krav. Det er meget fornuftige resultater, vi har fået forhandlet hjem, siger Gunner Gamborg, formand for Ergoterapeutforeningen efter mange timers forhandlinger.

De akademiske uddannede 

Ergoterapeuter der gennemfører den nye cand.scient.san i ergoterapi vil fremover være omfattet af overenskomsten. Overenskomstfornyelsen sikrer, at de sundhedsfaglige kandidater får de samme vilkår som de øvrige AC-kandidater i kommunerne, for eksempel gennem en harmonisering af pensionsprocenten til 18,30 %.

- Jeg synes, det er et helt centralt element i den aftale, vi har indgået, at vores cand.scient.san uddannede ergoterapeuter i fremtiden er omfattet af vores overenskomst med KL. Det er også meget vigtig, ja vel nærmest en selvfølgelighed, at vores kandidater skal have de samme vilkår som øvrige akademikere, og derfor er jeg naturligvis glad for, at vi er nået i mål med pensionskravet også, siger Gunner Gamborg.

Pension/fritvalg

Der har i forhandlingerne også været fokus på, om der kunne blive plads til beskedne forbedringer af pension/fritvalg både til basisgruppen og til lederne.

Ledernes pension stiger den 1. april 2016 med 0,20% og ledernes fritvalg procent stiger med 0,18. Der er tilsvarende aftalt en forbedring af fritvalg procenten for medlemmer omfattet af basis overenskomsten på 0,18%.

Læs forliget med KL

Harmonisering af arbejdstidsreglerne 

I forliget med KL indgår også delforlig på det kommunale døgnområde, som Sundhedskartellet, FOA, SL og 3F indgik med KL natten til onsdag. Forliget er en del af KL’s krav om ensretning af de forskellige arbejdstidsregelsæt, som findes på det døgndækkede område i kommunerne.

Hovedpunkterne i delforliget er:

  • Udvidelse af weekendperioden fra kl. 8.00-11.00 (28 %)
  • Aftentillæg fra kl. 17 (27 %)
  • Omlægning af pension af særydelser (3 % af aften/nat/weekend)
  • Omlægning af de særlige fridage

- Der er mange elementer i forliget, der kommer medlemmerne til gode, siger Gunner Gamborg og nævner til udvidelsen af weekendperioden og aftentillæg fra kl. 17 som eksempler.

Ud over de konkrete ændringer i aftalen har parterne i fællesskab lagt nogle linjer for, hvordan de enkelte arbejdspladser i tilrettelæggelsen af arbejdstiden skal tage hensyn til balancen mellem medarbejdernes arbejds- og privatliv, kvalitet i opgaveløsningen og arbejdsmiljøet.

Forringelseskrav afværget 

KL har haft en del krav, som ville forringe de sundhedsfagliges arbejdstidsregler.  Eksempelvis krav om at reducere varslet på fire døgn og om mulighed for 12 timers vagter. Disse krav er afværget, og det er godt for arbejdsmiljøet.

- Jeg mener, at OK15-aftalen er landet rigtigt fornuftigt inden for de tilstedeværende rammer. Den kommer til at gøre en positiv forskel i medlemmernes vilkår og sikrer også en forenkling af administrationen af arbejdstiden ude på den enkelte arbejdspladser. Det giver rigtig god mening, siger Gunner Gamborg, der sammen med Sundhedskartellets formand Grete Christensen og formand for Kost & Ernæringsforbundet Ghita Parry repræsenterede Sundhedskartellets 28.000 medlemmer på det kommunale arbejdsmarked i forhandlingerne om døgnarbejdstid.  

Læs forliget på døgnarbejdstidsområdet

Generelle lønforbedringer 

Ved forliget mellem Forhandlingsfællesskabet og KL midt i februar blev der blandt andet aftalt generelle forbedringer af lønnen, der giver mulighed for en beskeden forøgelse af reallønnen over de kommende tre år.

I sidste uge blev de øvrige forlig indgået på det generelle område. Med dagens forlig er et samlet overenskomstresultat for Sundhedskartellets grupper i både kommuner og regioner faldet på plads.

Læs delforliget her

Brug din stemme

Snart begynder urafstemningen om overenskomstresultaterne på det kommunale og regionale område.

- Jeg glæder mig meget til, vi skal præsentere aftalerne for medlemmerne og for de tillidsvalgte. Den tætte dialog med medlemmerne er en meget vigtig del af processen med at forny vores overenskomst. I 2013 lykkedes det at forbedre vores stemmeprocent. Vi skal videre af den vej i de kommende uger. Det er en helt naturlig del af en moderne professionskultur, at vi alle sammen tager stilling til vores løn og arbejdsvilkår, siger Gunner Gamborg og afslutter,

- Min opfordring er derfor til alle medlemmer: brug jeres stemme ved urafstemningen og vær med til at sende et klart signal til os og arbejdsgiverne om de resultater, vi har opnået.

Læs alt om OK15