Hjem > Aktuelt > Nyheder > Pris indstiftet i Kirsten Avlunds minde

Pris indstiftet i Kirsten Avlunds minde

8. juni 2014
Dansk Gerontologisk Selskab har i anledning af professor i gerontologi, dr.med., ph.d., ergoterapeut Kirsten Avlunds død indstiftet en pris i hendes minde. Prisen "Kirsten Avlund Gerontologi Pris 2014" på 5.000 kr. er bevilliget af Ældre Sagen.

Kirsten Avlund var den første professor i gerontologi ved Københavns Universitet og den første ergoterapeut, som blev professor i Danmark.

Kirsten Avlunds havde et livslangt engagement i udforskningen af ældres funktionsevne. Hendes forskning dækker en bred vifte af gerontologiske emner, men hendes primære interesse var ældres mobilitet og funktionsevne med et i de senere år særligt fokus på betydningen af træthed for funktionsevnen.

Kirsten Avlund udviklede to mål for henholdsvis mobilitet (the Mobility-Help Scale) og træthed (The Mobility-Tiredness Scale), som har vundet stor udbredelse. Hun opdagede, at træthed i daglige gøremål er en vigtig indikator på senere funktionsevnetab, øget brug af social- og sundhedsydelser samt øget dødelighed.

Prisen uddeles på Dansk Gerontologisk Selskabs "National Gerontologisk Konference om Aldring og Samfund", Comwell Middelfart 2-3. oktober 2014.

Læs mere om prisen og kriterierne for nomering