PULJE: Projekter støtter forskning og kvalitetsudvikling i det nære sundhedsvæsen
Udviklingen og udbygningen af det nære sundhedsvæsen er i fuld gang i kommunerne, og det stiller store krav til sundhedspersonalets viden og kompetencer.
I forbindelse med overenskomstfornyelsen i 2018 aftalte KL og Sundhedskartellet derfor en pulje, som skal bidrage til at støtte praksisnær forskning eller kvalitetsudviklingsprojekter i kommunerne, hvor de ansattes viden og kompetencer kan udvikle sig i samme takt som opgaverne.
De midler udmøntes nu til 10 projekter, heraf 5 forskningsprojekter og 5 kvalitetsudviklingsprojekter. De 10 udvalgte projekter har fokus på forebyggelses- og rehabiliteringsindsatser til borgere med kroniske sygdomme eller på, hvordan kommunerne kan forebygge indlæggelser og genindlæggelser. Fælles for projekterne er ønsket om at skabe en bedre hverdag for borgerne. Det handler fx om at tilbyde mere sammenhængende borgerforløb eller forbedre borgernes funktionsevne, så de i højere grad oplever at kunne mestre eget liv og udføre de aktiviteter, som skaber øget livskvalitet for dem.
Kommunerne har udvist stor interesse for den kommunale kvalitetsudviklingspulje, og der er modtaget 46 ansøgninger til puljen.
- Du kan se listen over de 10 udvalgte projekter via KL’s hjemmeside her
Det ergoterapeutiske bidrag
I udviklingen af det nære sundhedsvæsen er alle sundhedsfaglige medarbejdere centrale for kvalitetsløftet, da forskellige faglige perspektiver er vigtige for kvaliteten til gavn for borgerne.
Også Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen ser med tilfredshed på, at der bevilliges midler til projekter, hvor ergoterapeuter er bredt repræsenteret i projektgrupperne, og hvor den praksisnære forskning også prioriteres.
- Det er nogle meget fagligt kvalificerede projekter, og det er naturligvis dejligt at se, at ergoterapeuter også er solidt repræsenteret som faggruppe, siger Tina Nør Langager og fortsætter:
- Som faggruppe kan vi levere et stærkt kvalificerende arbejde ind i det nære sundhedsvæsen og de udfordringer, det står overfor. Med den evidensbaserede tilgang til løsningen af opgaven og gennem de ergoterapeutiske redskaber, er vi en helt central faggruppe ind i opgaveløsningen. Projekterne vil afspejle, at vi arbejder såvel forskningsbaseret som praksisnært og altid med borgeren i fokus.
- Du kan se listen over de 10 udvalgte projekter via KL’s hjemmeside her