Hjem > Aktuelt > Nyheder > Rehabilitering er fremtiden i socialpolitikken

Rehabilitering er fremtiden i socialpolitikken

10. maj 2017
I KL’s nye socialpolitiske udspil er omdrejningspunktet rehabilitering. Det lover godt for fremtiden.
- Vi er som ergoterapeuter trænede i at finde folks ressourcer i et tværfagligt samarbejde, og vi bidrager mere end gerne i arbejdet med at føre KL’s udspil ud i livet, siger Tina Nør Langager, formand for Etf. På billedet ses ergoterapeut og socialfaglig medarbejder Helene Stave Hansen (th) fra Socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune, hvor hun bl.a. har ugentlige møder med Katrine Ka Hauberg (tv), hvor de sammen arbejder med målene i Katrines rehabiliteringsforløb. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

I dag lancerede Kommunernes Landsforening deres nye socialpolitiske udspil ”Fælles om fremtidens socialpolitik”. Her slår de fast, at afsættet for fremtidens socialpolitik skal være rehabilitering. Det er Ergoterapeutforeningen meget glad for.

- KL sender med udspillet et vigtigt signal om, at vi på socialområdet skal blive bedre til at se på, hvordan vi understøtter borgernes mestring af eget liv og at kommunerne i højere grad sætter mål sammen med borgerne. Det stiller krav til fagligheden og tværfagligheden, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.

Hun er derfor glad for, at KL har fokus på kompetenceudvikling med afsæt i et rehabiliteringsperspektiv på tværs af faggrupper og at de anbefaler et skærpet fokus på at integrere den sundhedsfaglige opgave på de socialfaglige botilbud.

Vi er en del af løsningen

Tina Nør Langager er også meget tilfreds med, at de kommunale indsatser ifølge udspillet skal tage udgangspunkt i borgernes egne ressourcer og drømme, hvilket gør rehabilitering til et fælles udgangspunkt i kommunernes arbejde på tværs af social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

- Vi er som ergoterapeuter trænede i at finde folks ressourcer i et tværfagligt samarbejde, og vi bidrager mere end gerne i arbejdet med at føre KL’s udspil ud i livet, siger hun.

Tina Nør Langager bakker KL op i, at kommunerne skal fortsætte det systematiske arbejde med at udvikle en dokumentationspraksis.

- Ergoterapeuter benytter sig i hverdagen af en lang række validerede undersøgelsesredskaber for at vurdere borgerens aktivitetsformåen, og vi har derfor en lang tradition for at dokumentere vores arbejde. Det skal vi fortsætte med endnu mere systematisk, siger hun.

Baggrund

Udspillet ”Fælles om fremtidens socialpolitik” er blevet offentliggjort i dag i forbindelse med afholdelsen af KL’s årlige social- og sundhedspolitiske forum, hvor repræsentanter for Ergoterapeutforeningen deltager.

Ergoterapeutforeningen har været med til at komme med ideer til udspillet på KL’s dialogmøde i november 2016.