Stor alliance kæmper sammen for psykiatrien
Indsatsen overfor patienter med psykiske lidelser skal være bedre. Politikerne skal afsætte flere penge til psykiatrien.
Sådan lyder to af de mål, som en ny og stor alliance af foreninger vil kæmpe for. Alle psykiatriens kendte patientforeninger er gået sammen med blandt andet behandlerne i form af psykiaterne, og psykologernes interesseorganisationer. I alt 30 foreninger etablerer nu det, der kommer til at hedde Psykiatrialliancen.
Mange har i årevis efterspurgt en stærk fælles stemme på netop psykiatriområdet. Det er Landsforeningen SIND, Psykiatrifonden og Dansk Psykiatrisk Selskab, der står bag initiativet Psykiatrialliancen, som Etf netop er blevet en del af. Den nye alliances struktur og arbejdsmetoder er ikke lagt fast i detaljer. Men alliancen vil udarbejde fælles holdninger på en række områder, der skal give mere politisk slagkraft overfor påvirkningen af politikerne.
- Det er yderst vigtigt, at vi står sammen om dette initiativ. Der skal tilføres flere midler til psykiatrien, som lider markant under at være på satspulje-midlerne. Vi er gået med i alliancen for at stå i et stærkt fællesskab, der reelt har mulighed for at lægge pres på politikerne, siger Tina Nør Langager, formand for Etf.
Ud over bedre behandling og flere ressourcer er man i alliancen også enige om at arbejde for en stribe mål, blandt andet omkring bedre sammenhæng i behandlingen, afstigmatisering og sikkert arbejdsmiljø for de ansatte i psykiatrien.
- Ergoterapeuter i psykiatrien arbejder bl.a. for, at borgerne i psykiatrien skal have en hverdag med - for dem - meningsfulde aktiviteter, der kan være med til at mindske en eventuel voldelig og udadreagerende adfærd. Samtidig er vi som forening meget opmærksom på den forråelse, der sker overfor medarbejderne i psykiatrien og varetager naturligvis vores medlemmers arbejdsmiljø og vilkår, siger Tina Nør Langager endvidere om de politiske bevæggrunde for samarbejdet i Psykiatrialliancen.