Udviklingsprojekt lancerer fælles europæisk kompetenceramme på ældreområdet
”European Core Competences Framework (ECCF)” er udviklet i samarbejde mellem 26 universiteter og andre højere læreranstalter som en del af ”European Later Life Active Network” (ELLAN). Projektet består af et konsortium med deltagelse fra 25 europæiske lande, heriblandt Danmark, som er repræsenteret ved et tværfagligt team fra ergoterapeut-, sygeplejerske- og fysioterapeutuddannelsen ved UCN. EU-kommissionen har støttet projektet i perioden fra sep. 2013 til sep. 2016.
Dansk oversættelse af kompetenceramme
ELLAN projektets formål har været via europæisk samarbejde at fremme udveksling af innovative ideer og god praksis i forhold til arbejdet med ældre og sigter mod en bedre kvalitet i de videregående professionsuddannelser. Hovedresultatet foreligger nu i form af en fælles europæisk kompetence-ramme (ECCF) til brug for professionsuddannede, som arbejder med ældre inden for social- og sundhedssektoren. Og den er netop blevet oversat til dansk.
Lektor Inge Lange fra ergoterapeutuddannelsen på UCN siger:
- Processen har været meget givende, idet vi på tværs af faggrupper har arbejdet med at indtænke ECCF kompetencerammen i fremtidige undervisningsforløb både monofagligt og tværfagligt. Helt konkret har vi på sundhedsuddannelserne ved UCN udviklet undervisningsforløb flere steder, hvor de studerende kan tilegne sig nogle af de kompetencer, som ECCF har hjulpet os til at se, at vi skal have større fokus på.
18 generiske kompetencer med handlingsindikatorer til udvikling af fremtidens social- og sundhedsprofessionelle
Kompetencerammen er designet både som et redskab til brug for udviklingen af studieordninger og til at dele god praksis. Metodisk er der gennemført en række litteraturstudier, kvalitative studier i seks lande blandt ældre, og kvantitative undersøgelser blandt professionelle og studerende.
Rammen indeholder 7 forskellige roller, 18 generiske kompetencer med dertilhørende handlingsindikatorer, og er anvendelig i forskellige europæiske kontekster. Samtidig beskrives, hvilke resultater som professionsuddannede der arbejder med ældre forventes at skulle opnå og udvise i fremtiden, idet bedste praksis kombineres med et sæt af realistiske forventninger.
- Jeg er sikker på, at nogle af indikatorerne kan være til diskussion i en dansk praksiskontekst, men de fleste er lige i øjet mht., hvilke kompetencer der bliver nødvendige for fremtidens ergoterapeuter inden for ældreområdet, afslutter Inge Lange.
- Læs mere om professionsuddannede der arbejder med ældre inden for social- og sundhedsområdet
- Læs mere på Ellans hjemmeside