Hjem > Aktuelt > Nyheder > Forslag til nye NKR på Ældreområdet

Forslag til nye NKR på Ældreområdet

6. juli 2016
I aftalen om satspuljen på sundheds- og ældreområdet for 2016-2019 blev der afsat midler til udarbejdelse af 2-3 nationale kliniske retningslinjer i regi af Sundhedsstyrelsen i 2016-2017. Midlerne skal være med til at løfte kvaliteten af indsatsen for de svage, ældre patienter.

Sundhedsstyrelsen ønskede derfor at modtage forslag til emner, der med fordel kan behandles i en national klinisk retningslinje for denne patientgruppe og inviterede blandt andet Ergoterapeutforeningen til at komme med forslag. Ergoterapeutforeningen var derfor i tæt dialog med EFS Geriatri og Gerontologi om forslag til nye NKR indenfor emnerne: Dysfagi og pneumoni, Parkinson, Demens og sansestimulerinde hjælpemidler samt palliation.

Sundhedsstyrelsen modtog i alt 35 emneforslag og de valgte emner blev:

  • Behandling af ødem i underekstremitet
  • Forebyggelse af fald
  • Behandling af lumbal spinalstenose

Emneforslagene er blevet vurderet efter følgende udvælgelseskriterier, fastlagt af det Nationale Udvalg for Nationale Kliniske Retningslinjer (ikke-prioriteret rækkefølge):

  • Betydelig sygdomsbyrde (populationsstørrelse, sygelighed, dødelighed)
  • Stort ressourceforbrug (dyr behandling, ventetider m.v.)
  • Sundhedspolitisk prioriteret område
  • Store variationer i praksis
  • Ny risikobetonet teknologi
  • Mulige indikationsskred

Udover disse kriterier er der lagt vægt på, om emnet var tilstrækkeligt beskrevet og om problemstillingen er egnet til en NKR, herunder om problemstillingen er af klinisk snarere end organisatorisk karakter.