Hjem > Aktuelt > Nyheder > Der er valg til regionsformandsposterne 2020

Der er valg til regionsformandsposterne 2020

27. januar 2020
Alle aktive medlemmer kan opstille, og fristen for at melde sit kandidatur er 1. marts 2020 kl. 12:00. Valget foregår ved urafstemning blandt medlemmerne i regionerne. Det er kun muligt at være stiller for én kandidat til regionsformandsposten, og man kan kun være stiller for en kandidat i sin egen region.

Funktionsperioden for en regionsformand er tre år og løber fra 1. maj 2020 til 1. maj 2023.

Nuværende regionsformand i Etf's Region Midt-Nord, Lisbeth Krabbe Nielsen, har meddelt, at hun ikke genopstiller. Det samme gælder for Åse Munk Mortensen, der er nuværende regionsformand i Etf's Region Øst.

Forventninger og kompetencer for at varetage posten som regionsformand i Etf
Foreningens fem professionelle politikere, herunder regionsformændene, varetager disse funktioner:

  • Formulering af overordnede politikker
  • Politikformulering på mere specialiserede områder
  • Repræsentere foreningen i diverse forhandlinger, debatter mm.
  • Lobbyisme, allianceopbygning, netværk, repræsentation
  • Dialog med medlemmerne, fingeren på pulsen
  • Dialog med politisk bagland – samlingskraft
  • Politisk styring af bl.a. regionsbestyrelse i den pågældende region

Som regionsformand skal du derfor have det politiske håndværk på plads. Du bør også have en grundig indsigt i Ergoterapeutforeningens struktur, historie og kultur.

Du skal kunne håndtere springet fra formuleringen af langsigtede politiske strategier til drøftelser af detaljen i enkeltsager. Du skal håndtere rollen som politiker samtidig med, at du skal påtage dig et dagligt medansvar for foreningen og aktivt inddrage din regionsbestyrelse. 

Funktionen som fuldtidspolitiker er kompleks, forudsætter politisk tæft og varetages derfor på fuld tid.

Du modtager som regionsformand fuldtidshonorar for hvervet og har kontorfaciliteter til rådighed.  

Som kandidat skal du 

  • Udfylde en opstillingsblanket
  • Indsamle mindst 10 stillere (En stiller er i dette tilfælde et medlem, der tilkendegiver sin opbakning til en opstillet kandidat. Det er kun muligt at være stiller for én kandidat til regionsformandsposten, og man kan kun være stiller for en kandidat i sin egen region)
  • Udforme et opstillingsgrundlag - og indsende det sammen med et CV (gerne med farvefoto) til Etf på etf@etf.dk, så det er fremme senest d. 1. marts 2020 kl. 12.00
  • Du er også velkommen til at sende en video på 1. minuts varighed, som vil præsenteres på Etf's medier efter den 1. marts. Du kan maile videoen til redaktionens webredaktør Sebastian List Feirup til  slf@etf.dk.  Har du spørgsmål til, hvordan du sender videoen, kan du ligeledes sende en mail til slf@etf.dk eller ringe på 53 58 42 86

Uddrag fra vedtægterne om regionsformandens rolle

”Regionsformanden har det overordnede ansvar for regionsbestyrelsens samlede politiske opgaver. Regionsformanden stiller som udgangspunkt sin fulde arbejdskraft til rådighed for formandshvervet. Regionsformanden er i kraft af sit hverv født medlem af Hovedbestyrelsen. ”

Ønsker du yderligere information om, hvilke krav og forventninger, der knytter sig til posten som regionsformand i Etf, kan du kontakte

Formand Tina Nør Langager
tnl@etf.dk eller 53 36 49 74 

Næstformand Lotte Lagoni på
ll@etf.dk eller 53 36 49 22 

Du kan også kontakte et medlem af hovedbestyrelsen. Dialogen sker naturligvis i fortrolighed. Du finder listen over hovedbestyrelsesmedlemmer med kontaktinfo her 

Er der kampvalg til posten som regionsformand, skal der være urafstemning blandt Etf’s medlemmer i den pågældende region. Urafstemningen vil foregå i periode 13. marts kl. 12:00 til 31. marts kl. 12:00.