Hjem > Aktuelt > Nyheder > Aalborg aktiverer demensindsats

Aalborg aktiverer demensindsats

14. marts 2016
Myterne om demente skal udfordres: Livskaliteten skal forbedres for demente borgere. Personalet skal have kompetenceløft. Og der skal være afsmitning på økonomien. Det er mål i Aalborg kommune, hvor ergoterapeut Lise Nevstrup er konsulent i sekretariatet i Træning og Aktivitet i Ældre- og Handicapforvaltningen. Her arbejder hun og et team med at skabe udvikling af plejepersonale og øge demente beboeres livskvalitet.
Demens
Oluf, beboer på demensenheden Birkebo i Vadum, er på havetur med Lise Nevstrup Andersen. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Af Lene Jæger Klausen 

Det er ikke en tilfældighed, at projektet med aktivering af demente borgere er sat i gang i Aalborg Kommune. Det er både en forlængelse af kommunens vision om at skabe ”fremtidens velfærd” og et ønske om at udvikle værdi på den korte bane. Det fortæller Thomas Krarup, C, rådmand i Aalborg Kommune.

- Når vi arbejder med projekter som dette, så måler vi altid, om de giver værdi i tre perspektiver: For borgerne, for medarbejderne og økonomisk. For at det er en succes, skal et projekt tilføre værdi for mindst en af de tre og ikke belaste de to andre, og det er dette projekt et godt eksempel på. Det giver værdi for den enkelte borger, som bliver mere tryg og får mere indhold i sit liv, men det giver faktisk også værdi til personalet, som ikke skal håndtere så mange frustration blandt de demente, når de er trygge og beskæftiget med noget meningsfuldt, siger Thomas Krarup.

Udover at der skal bruges ressourcer på, at Lise Nevstrup Andersen og teamet kan komme ud på plejehjemmene, er der ikke andre udgifter forbundet med projektet.

Aalborg Kommune har også valgt at træde ind i Demensalliancen som en demensvenlig kommune:

- Det giver mulighed for at vores erfaringer kan komme andre til gavn, og vi kan få glæde af de erfaringer, som man gør sig i andre kommuner. Lige nu er vi i gang med at opføre et plejehjem særligt indrettet til demente borgere, som andre kommuner forhåbentlig kan drage nytte af. Og snart skal jeg til Odense og opleve et særligt demens-dagtilbud.

Thomas Krarup forventer derfor heller ikke, at arbejdet med aktivering af demente borgere stopper om to år, når det igangværende projekt er afsluttet.

- Jeg forventer, at vi vil følge op på erfaringerne og formentligt vil være i stand til at udvikle videre på det.