Etf-undersøgelse: Ergoterapeuter på sygehuse
Af Maj Dahl-Rasmussen
- Ergoterapeuternes arbejdsopgaver på sygehusene har ændret sig, blandt andet fordi accelerede patientforløb nu er mere udbredt, og flere og flere opgaver lægges ud til kommunerne. Vi har i lang tid set en sektor, som i højere og højere grad lever op til sit navn som en sygehussektor, siger Gunner Gamborg, formand i Etf.
Ergoterapeutforeningen har gennemført en undersøgelse blandt de medlemmer, der arbejder på sygehuse. Nu er resultaterne bearbejdet og rapporten skrevet.
I oversigtform viser resultaterne af undersøgelsen, at:
- ergoterapeuter bruger mere tid på undersøgelser, vurderinger, udredninger samt udredning og behandling af synkebesvær nu end for tre år siden
- de accelererede patientforløb udfordrer de ergoterapeutiske analyseredskaber
- medlemmerne bruger mere tid til dokumentation og journalføring
- it-systemer understøtter patientforløb internt, men ikke tværsektorielt
Mindre patientkontakt
En af de væsentlige ændringer er, at medlemmerne bruger mindre tid på direkte patientkontakt nu end for tre år siden. Det svarer 65 pct. af de adspurgte. De bruger dermed mindre tid på at undersøge og behandle end tidligere og mere tid på at udrede, vurdere og visitere patienterne. Især er undersøgelse og vurdering af synkebesvær steget.
Det falder sammen med, at de accelerede patientforløb er blevet udbredte. 59 pct. af de adspurgte arbejder med den type forløb. Med de kortere indlæggelser efterspørger de sygehusansatte nye valide undersøgelsesredskaber, som hurtigt kan afdække en patients funktionsniveau.
- Ergoterapeuter på somatiske sygehuse er i fuld gang med at udvikle nye tilgange, dokumentationsbidrag og målrettede procedurer. Nogle har skarpt fokus på specifikke helbredsfaktorer, for eksempel inden for dysfagi, håndterapi og neurologi. Andre har på patientens behov for koordinering, genoptræning og håndtering af det pågældende menneskes situation. Det her er ikke tegn på, at ergoterapeuter giver køb på fagligheden. Det er tegn på, at ergoterapeuter justerer og optimerer arbejdet i en ny kontekst, siger Gunner Gamborg.
Mere dokumentation
Når det kommer til dokumentation angiver 83 pct. af de sygehusansatte, at tidsforbruget er blevet 'markant større' eller 'noget større'. Ergoterapeuterne tilkendegiver desuden, at der er tilfælde af 'dobbeltdokumentation', og at de er usikre på, om informationerne overhovedet bliver anvendt.
Undersøgelsen belyser også, om medlemmerne oplever, at deres dokumentation bliver understøttet af it-systemer. Det oplever 85 pct., at den gør internt på sygehusene. Men når det kommer til den tværsektorielle kommunikation, svarer 40 pct., at de digitale systemer 'slet ikke' eller 'i mindre grad' understøtter de tværsektorielle forløb.
Læs hele undersøgelsen og få et mere detaljeret billede af de sygehusansattes arbejdsforhold