Hjem > Aktuelt > Nyheder > #fmdk: Politikere griller organisationer

#fmdk: Politikere griller organisationer

16. juni 2017
Normalt er det organisationerne, der griller politikerne ved samråd. I dag var bøtten vendt på hovedet i sundhedsteltet, hvor det altså var organisationernes tur til at stå skoleret.
Folkemøde 2017
- Det handler om den enkelte borger og vedkommendes liv. Sundhedspersonalet er eksperter på behandlingen, men det er altså borgeren, der er ekspert på eget liv, sagde Tina Nør Langager under debatten i det omvendte samråd. Foto: Jon Nordahl

Af Lasse Ægidius Qvist

Femten organisationer på sundhedsområdet inviterede i dag udvalgte politikere til et omvendt samråd. Rollerne var byttet om, således at politikerne skulle bestemme emner og stille spørgsmål, og organisationerne skulle så efter bedste evne give svar på tiltale.

Rigtigt mange mennesker havde på trods af højt solskin valgt at tilbringe en god bid af deres eftermiddag under teltdugen i det fælles sundhedstelt, der var proppet til randen. En del af det imponerende fremmøde kan måske tilskrives, at podcasten (…) havde omtalt arrangementet som det mest interessante på sundhedsområdet på Folkemødets anden dag. Så der var lidt at leve op til.

Temaerne var sundhed og personlig frihed, hvordan vi fremover skal styre og kvalitetsudvikle sundhedsvæsenet, om der er grænser for patient- og borgerinddragelse og forløbskoordination som middel til at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Over fem runder kunne publikum altså overvære politikerne grille organisationerne efter bedste evne.

Formanden på pinebænken

Også formanden i Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager, måtte en tur på skafottet. Sammen med Mette Bryde Lind, der er direktør i Gigtforeningen og Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer skulle hun i runde tre bidrage med sit blik på, om der er grænser for patient- og borgerinddragelse.

Jeppe Jakobsen, der sidder i regionsrådet i Region Sjælland for DF og Ole Glahn, der sidder i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune for Radikale Venstre afkrævede svar på, om patient og borgerinddragelse kun er godt, og om det ikke kender nogen grænser.

Jeppe Jakobsen spurgte lidt kringlet, hvorfor borgeren overhovedet skal inddrages, når det altså måtte forventes, at det er sundhedspersonalet, der er eksperter på behandlingen.

- Det handler om den enkelte borger og vedkommendes liv. Sundhedspersonalet er eksperter på behandlingen, men det er altså borgeren, der er ekspert på eget liv. Indsatserne skal tilrettelægges så borgeren kan leve et meningsfuldt liv, og det kan altså kun ske i tæt dialog med borgeren. Reel patientinddragelse giver merværdi, og det er et af de få regnestykker, hvor to plus to giver fem, svarede Tina Nør Langager, og det svar faldt i god jord.

Foto: Jon Nordahl

Til at repræsentere sundhedsorganisationerne var i øvrigt Ghita Parry, der er formand for Kost- og Ernæringsforbundet, Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, Anja Phillip, formand for Forbrugerrådet Tænk, Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen, Ebbe Henningsen, næstformand Danske Patienter, Henrik Nedergaard, administrerende direktør Diabetesforeningen, Klaus Høm, direktør i Schleroseforeningen, Michael Teit Nielsen, underdirektør Ældre Sagen, Niels Christian Barkholt, næstformand Dansk Socialrådgiverforening, Tina Lambrecht, formand Danske Fysioterapeuter, Bodil Kornbek, formand Depressionsforeningen og Dorte Crüger, formand i Kræftens bekæmpelse.

Af politikere deltog Bent Hansen(S), Stephanie Lose(V), Charlotte Fischer(B), Flemming Møller Mortensen(S), Kirsten Normann(F), Jeppe Jakobsen(O) & Ole Glahn(B). Til at holde styr på forsamlingen var Anders Heisel, der er journalist på Ugeskrift for Læger.