Hjem > Aktuelt > Nyheder > #fmdk: Produktiviteten i det offentlige under lup

#fmdk: Produktiviteten i det offentlige under lup

14. juni 2015
Ergoterapeut Hella Obel fik på Folkemødet inspiration til, hvordan man mest hensigtsmæssigt måler det offentliges produktivitet.
Folkemøde 2015

Den offentlige sektor skal give ’value for money’. Men hvordan sikrer man det? Og kan man måle på en måde, der reelt viser den offentlige sektors og de ansattes værdi?

Det var ergoterapeut Hella Obel interesseret i at høre både meninger og teoretiske perspektiver om. Som leder har hun længe været optaget af emnet, og lørdag fik hun det uddybet, da hun sammen med en flok ergoterapeut-kolleger havde taget bussen til Folkemødet på Bornholm.

’Sådan skal vi måle den offentlige sektor’ var et af arrangementerne, Hella Obel havde valgt ud blandt de hundredevis af debatter på endagsturen til klippeøen. Blandt debattørerne var professor fra RUC, Jacob Torfing, som forklarede, hvorfor der i disse år er så stor opmærksomhed på at måle på produktiviteten i den offentlige sektor.

- Når man gerne vil have klare mål og målsætninger for, hvordan man driver en offentlig institution som for eksempel et jobcenter, skal man også have noget at måle på. Men det er meget svært at måle produktiviteten på et jobcenter, fordi det er så komplekst, siger Jacob Torfing.

Langt sværere at måle på det offentlige

Debattørerne var enige om, at politikere og ledere på de offentlige institutioner har langt sværere vilkår for at måle på produktiviteten end man har i en privat virksomhed.

- Den store forskel er, at det jo ikke er produktionsvirksomheder men servicevirksomheder, vi har inden for det offentlige. Derfor er det også ærgerligt, at man bruger så mange ressourcer på at måle, for pengene kunne i stedet bruges ude hos borgerne, sagde Claus Oxfeldt, formand fra Politiforbundet.

Jacob Torfing var enig og understregede, at man bliver nødt til at kigge på det store måleregime, der er skabt de seneste år. For ellers risikerer medarbejderne i den offentlige sektor at levere mindre, simpelthen fordi der måles så meget.

Meningsfyldte, påvirkelige og understøttende

- Der er tre ting, der er vigtige, hvis man skal have noget ud af at måle: Medarbejderne skal føle, at målingerne skal være meningsfyldte, påvirkelige og understøttende for fagligheden. Så kan det booste produktiviteten. Hvis ikke, kan det køre den offentlige sektor i sænk.

Det var en udlægning ergoterapeut Hella Obel, som er leder af børneterapien i Gentofte Kommune kunne genkende fra sin dagligdag, fortalte hun efter debatten.

- Det er en leders pligt at have mål og dermed også måle på områder, der motiverer deres medarbejdere. Ellers virker det modsat, når der bliver målt på det. Flere af debattørerne var også inde på, at der skal være stor medinddragelse. Og det er super vigtigt, at medarbejdere er med til at definere målene, sagde Hella Obel.

En anden af hendes pointer var også, at man skal måle ikke bare på noget af den offentlige sektor, men på hele sektoren.

- Hvis man skal måle effekten af indsatsen for borgeren, skal der vurderes på helheden, og ikke blot, hvad den enkelte afdeling har leveret, hvis man vil have et retvisende billede af produktiviteten og værdiskabelsen inden for det offentlige, sagde Hella Obel.

Mere fra Folkemødet

Relaterede nyheder