Hjem > Aktuelt > Nyheder > Mød Etf på Folkemødet

Mød Etf på Folkemødet

11. juni 2014
Folkemødet er Danmarks politik-festival på Bornholm, der finder sted fra den 12.-15. juni. Ergoterapeutforeningen deltager selvfølgelig.
På lørdag drager mere end 30 ergoterapeuter til Folkemødet i Allinge. Formål: at sætte ergoterapi på dagsordenen.

I år repræsenterer de tre regionsformænd Anna-Marie Laustsen, Åse Munk Mortensen og Lisbeth Krabbe Nielsen Etf på Folkemødet, hvor der er mere end 2000 arrangementer på de fire dage. Her kan du læse, hvor du kan møde Etf på Folkemødet.

Komiteen for Sundhedsoplysning bliver 50 og byder på lagkage

Komiteen for Sundhedsoplysning fejrer fødselsdag med verdens største lagkage under temaet sundhed og balance. For der skal være plads til både motion og TV, gulerødder og lagkage! Lagkagen serveres af komiteens medlemsorganisationer og samarbejdspartnere. Ergoterapeutforeningen er medlem af komiteen og er selvfølgelig med. Peter Qvortrup Geisling styrer ordet og minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup skærer kagen for.

Fredag den 13. juni klokken 9.00 – 10.30 i Brandstationens mødetelt.

Sundhedsorganisationerne i samråd

Etf inviterer sammen med 15 andre organisationer på sundhedsområdet til omvendt samråd. Kom og hør politikere fra Folketinget, regioner og kommuner skyde på foreningernes repræsentanter, og hør dem udfordre hinanden på aktuelle sundhedspolitiske emner. Der vil bl.a. blive diskuteret psykiatri, hverdagsrehabilitering og forebyggelse. Blandt de deltagende politikere er Bent Hansen (S), Flemming Møller Mortensen (S), Özlem Cekic (SF), Jens Stenbæk (V), Stine Brix (EL), Erik Nielsen(S), samt regionsformand Anna-Marie Laustsen.

Fredag den 13. juni kl. 15.30-17 i Danske Regioners telt ved Allinge Røgeri

Medlemsbus fra København til Allinge

Vil du med til Folkemødet, så giver Etf en endagstur til Bornholm. Hvis du vil hjælpe os med at slå et slag for ergoterapi på Folkemødet. Du kan stadig tilmelde dig

Lørdag 14. den juni kl. 7-23 fra København til Allinge og retur.

Medlemsmorgenmad

Er du på Bornholm i forbindelse med Folkemødet, eller bor du på Bornholm, så byder Etf traditionen tro på morgenmad. Du kan melde dig til ved at sende en mail til nbl@etf.dk.

Lørdag den 14. juni kl. 9-11 på Aagade 9, Tejn, 3770 Allinge

Ældre og velfærdsteknologiske løsninger i hverdagen - hvor langt skal vi gå?

Hvor meget skal vi anvende velfærdsteknologier i rehabilitering af ældre mennesker? Kan teknologier understøtte ældres rehabiliteringspotentiale, sundhed og livskvalitet? Hvor langt skal vi gå i at erstatte menneskelig kontakt og relation indenfor ældreomsorg med velfærdsteknologi? Er blandt de spørgsmål, som regionsformand Lisbeth Krabbe Nielsen skal diskutere med bl.a. Jette Bangshaab, programleder for "Teknologier i borgernær sundhed", UCN og Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter

Lørdag den 14. juni kl. 10.00-10.45 i University College Nordjyllands telt, Kæmpestrand

Værdighedsgaranti til ældre

Værdighed i ældreplejen er et af de temaer, som FOA og Dansk Sygeplejeråd i fællesskab sætter på dagsordenen under årets Folkemøde på Bornholm i et debat- og politikudviklingsarrangement.  Hvordan fastholdes og udvikles en værdig ældrepleje i Danmark, men spørgsmålet er, hvad det er? Og hvad der skal til? Blandt deltagerne er DSR’s næstformand Dorte Steenberg, sektorformand i FOA  Karen Stæhr, underdirektør i Ældresagen Michael Teit og regionsformand Åse Munk Mortensen 

Lørdag den 14. juni kl. 15-16 i Dansk Sygeplejeråds Telt.

Find det fulde program for Folkemødet

Følg os

Skal du ikke på Folkemødet, har du mulighed for at følge os på Folkemødet her på etf.dk, Facebook og etf.dk/ergoterapeuten, hvor vi løbende opdaterer med relevant indhold. 

Læs også interviewet på Ergoterapeuten med ergoterapeuterne Per Stegler Markussen og Birthe Bruun, som begge deltager på Folkemødet