Ny velfærd – nye muligheder og udfordringer
Af Lasse Ægidius Qvist
Den offentlige sektor er undergået en forandring over de seneste 30 år. Reformationen af velfærdsstaten og medfølgende krav om effektivisering stiller nye og anderledes krav til ledelse indenfor det offentlige. Men hvordan finder man balancen mellem faglig kvalitet og autonomi på den ene side og centraliseret ramme-, budget- og økonomistyring på den anden?
Det spørgsmål dannede rammen om årets udgave af Etf’s lederkonference, der blev afholdt i Odense d. 25. og 26. oktober.
Blandt oplægsholderne var Ove Kaj Pedersen, professor i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School, Pelle Korsbæk Sørensen, der har skrevet ph.d. om moralsk stress og Hanne Dorthe Sørensen, der er indehaver af konsulentvirksomheden Lederskabelse.
Der blev talt om, hvordan selvcensur indenfor det offentlige kan påvirke arbejdsmiljøet negativt. Hvis folk giver sig selv mundkurv på af frygt for repressalier, eller fordi, de ikke vil fremstå som brokkehoveder over for deres kolleger, kan det påvirke arbejdsmiljøet negativt og medføre etiske frustrationer og moralsk stress.
Derudover blev det diskuteret, hvordan det nye velfærdssamfund giver nye muligheder for samspil og samskabelse på tværs af professioner, faglige fællesskaber, sektorer og organisationer, samt hvilke udfordringer, selvsamme kan give for ledere i det offentlige.