Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ropox-prismodtager: Forskeren, der åbner døre

Ropox-prismodtager: Forskeren, der åbner døre

3. december 2014
Karen la Cour er det centrale omdrejningspunkt for Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi, FiA på Syddansk Universitet, SDU. Samt primus motor for den nye kandidatuddannelse i ergoterapi. Derfor har ni af hendes nærmeste kolleger indstillet hende til prisen i 2014.
- Jeg bliver rørt over, at mine kolleger har tænkt på mig og taget sig tiden til at indstille mig, siger Karen la Cour. Foto: Heidi Lundsgaard

Karen la Cour, der modtager Ropox-prisen 3. december på sin arbejdsplads SDU, har siden hun blev færdig som ergoterapeut i 1987 været en aktiv ildsjæl, der har drevet sin faglige metier vidt.

Efter en masteruddannelse i USA tog hun en ph.d. på Karolinska Universitet og er siden tilknyttet Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU som lektor. Karen la Cour har igennem sin lange karriere været en utrættelig ”døråbner” for nye forskningsinitiativer. Siden marts 2009 har Karen - som en del af sit arbejde på SDU -  varetaget den daglige ledelse og udvikling af Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi (FiA). Karen la Cour har samtidig været en af initiativtagerne til at få etableret den nye kandidatuddannelse i ergoterapi, hvor der var intet mindre end 80 ansøgere til de 30 studiepladser på uddannelsen, der startede her i sommeren 2014.

Om grunden til, at netop Karen la Cour modtager årets Ropox-pris, siger Lene Barslund, næstformand i Ergoterapeutforeningen:

- Karen modtager prisen fordi hun er en overordentlig flittig og dygtig forsker, der har sat milepæle for faget, som rækker mange år ind i fremtiden. Der er en stærk tendens i samfundet til at penge og muligheder flyder derhen, hvor der er et solidt forskningsmæssigt grundlag. Karen har løftet en stor opgave med netop opkvalificering af den ergoterapeutiske forskning – både gennem sit arbejde for FiA og med sin indsats i etableringen af kandidatuddannelsen.

Læs hele artiklen på Ergoterapeuten

Relaterede nyheder