Ropox-pris til Karen la Cour
Karen la Cour modtog i dag 3. december 2014 årets Ropox-pris på 25.000 kroner.
Karen la Cour er det centrale omdrejningspunkt for Forskningsinitiativet for Aktivitetsstudier og Ergoterapi, FiA, på Syddansk Universitet, SDU. Samt primus motor for den nye kandidatuddannelse i ergoterapi. Derfor har ni af hendes nærmeste kolleger indstillet hende til prisen i 2014. Blandt andet med ordene:
”Vi vil gerne give udtryk for vores store respekt for Karen og for den energi, det gode humør og engagement, hun har investeret i at skabe et miljø for universitetsbaseret ergoterapiforskning og videreuddannelse i Danmark. Det har været og er stadig en stor opgave at udvikle og fremtidssikre dette miljø, som har stor betydning for faget og professionen i fremtiden. Derfor bør Karen være årets modtager af Ropox-prisen.”
- Jeg bliver rørt over, at mine kolleger har tænkt på mig og taget sig tiden til at indstille mig, siger Karen la Cour.
Inspiration og vision
Hun blev uddannet ergoterapeut i Næstved i 1987. Efter to år i praksis gik turen til videreuddannelse på Tufts Universitet i Boston og en mastergrad i ergoterapi. Siden har Karen la Cour taget en ph.d.-grad ved Karolinska Institutet og blev lektorgodkendt i 2011 ved SDU, hvor hun nu selv uddanner ph.d.-studerende.
Tiden i USA har helt fra starten præget karrieren og visionerne for faget.
- At videreuddanne sig ved et universitet er noget andet end en professionsuddannelse, som retter sig specifikt mod at varetage et bestemt erhverv. En universitetsuddannelse kræver en stor grad af selvstændighed, hvor man selv i et vist omfang kan stykke sin uddannelse sammen. Det var som en markedsplads for mig med mange muligheder for at tage kurser ved forskellige fakulteter, hvor jeg kunne vælge at kombinere teori og praksis på forskellige måder, fortæller Karen la Cour.
- Og inspirationen til en kandidatuddannelse i Danmark stammer både fra tiden i USA, min videreuddannelse ved Karolinska Institutet og årene, hvor jeg har været involveret i arbejdet med den europæiske masteruddannelse i ergoterapi, siger Karen la Cour.
Efter sin masteruddannelse begyndte Karen la Cour at undervise på ergoterapeutuddannelsen i Næstved. Derefter blev hun ansat som forskerassistent og tog sin ph.d. ved Karolinska Instituttet i Stockholm. Hendes speciale er aktivitetsforskning inden for kræftrehabilitering og palliation.
Forsker og leder
Siden 2009 har hun været forsker på SDU i Odense og leder af Forskningsinitiativet for Aktivitetsforskning og Ergoterapi, FiA.
Det er blandt andet dygtighed og ildhu i opstartsfasen, som hendes kolleger fremhæver i indstillingen til Ropox-prisen. Samt hendes energi, engagement og gode humør. De skriver blandt andet i indstillingen:
”I begyndelsen var hun deltidsansat, og det var op ad bakke. Mange andre ville nok have valgt at "nedlægge" arbejdet og forfølge egne karrieremål. Men ikke Karen.”
Afgørende for FiA's videre udvikling var, at det lykkedes Karen la Cour, i samarbejde med ergoterapeuterne Åse Brandt og Eva Wæhrens, at få en millionbevilling hjem til et femårigt forskningsprojekt om "Aktivitet, Kræft og Livskvalitet i eget hjem" - AKT-projektet. Dermed blev det fra 2012 muligt at øge personaleressourcerne med to ph.d.-studerende og to post.doc.'er på hhv. 50 og 20 procent.
Det skete efter "en stor indsats, hvor ikke mindst Karens renommé og netværk inden for kræftforskningen havde stor betydning", skriver hendes forskerkolleger i Ropox-indstillingen.
Men for at videreudvikle FiA-funktioner til mere end forskningsprojekter og uddannelse af ph.d.-studerende var det nødvendigt at sikre en uddannelsesmæssig fødekæde, da man ikke kan gå fra en bacheloruddannelse til en ph.d. Derfor gik Karen la Cour i gang med arbejdet for en kandidatuddannelse i ergoterapi.
Karen la Cour deler ikke frygten for, at akademiseringen vil fjerne faget fra det professionsrettede. For hende er det to sider at samme sag.
- Jeg har set det fungere i andre dele af verden, både i USA, Australien og Europa. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis der bliver skabt en grøft mellem akademisering og praksis, for det er to verdener, der kan og bør supplere hinanden, siger Karen la Cour, der mener, at uddannelse skal hænge sammen med praksis. Hun peger på, at ph.d.-projekter også ofte udspringer af eller har tilknytning til praksis.
Selvom faget måske er 10-15 år længere fremme i både Sverige og USA med hensyn til videreuddannelsesmuligheder, synes Karen la Cour ikke, at vi skal være ligesom svenskerne eller amerikanerne.
- Vi skal gå vores egen vej, og det er jo dette pionérarbejde, der er det spændende.
Flere døre at åbne
Karen la Cour håber, at FiA med tiden ikke kun skal lave kræft- og aktivitetsforskning.
- Jeg ønsker, at FiA vokser til en buket af forskningsområder, hvor der bliver forsket og udvikle indenfor mange forskellige områder af praksis, hvor ergoterapeuter har deres virke.
Kandidatuddannelsen er også kun i sin spæde udvikling og lige sat i søen, så karrieremæssigt er der fortsat nok at tage fat på for Karen la Cour.
- Jeg har opnået nogle spændende milepæle. Jeg har travlt med at åbne døre - ikke bare for mig selv, men også for andre og faget. Det er også min lederopgave, siger Karen la Cour.