Lotte Lagoni genopstiller som næstformand
Af Cecilie Bay Nielsen
Til marts er posten som næstformand på valg, og nuværende næstformand Lotte Lagoni meddeler nu, at hun genopstiller til posten.
- Jeg har stadig meget arbejde, som jeg gerne vil videreføre og mange tanker om fremtidens ergoterapi og arbejdsmarked, som jeg gerne vil bidrage med. Politik er et langt sejt træk, hvor ændringer og forbedringer sker langsomt. I det halvandet år, hvor jeg har været næstformand, er der blevet sat mange projekter i søen, som jeg gerne vil være med til at følge til ende, siger Lotte Lagoni.
Et af de projekter, som har fyldt meget under Lotte Lagonis tid som næstformand er en revisionen af Etf’s TR-strategi, så det er en strategi der nu i højere grad både rummer TR og FTR.
Derfor vil hun som næstformand gerne følge implementeringen af strategien og se den blive realiseret.
- Den reviderede strategi har betydning på et politisk niveau, fordi den også har et relevant samfundsperspektiv. Derfor er det vigtigt, at strategien bliver implementeret, så den kommer til at give mening for medlemmerne, siger hun.
Et andet fokus, som har fyldt meget for Lotte Lagoni er ledelse – og det skal fortsat fylde, hvis hun bliver genvalgt som næstformand.
- I Ergoterapeutforeningen har vi fået skabt en spirekasse for ledere med vores før-lederforløb, hvor der har været mange deltagere. Men der er brug for, at flere tager springet og søger lederstillinger. Det er vigtigt, at der i kommuner og regioner er ledere, der ser den faglighed, vi som ergoterapeuter kan bidrage med, siger Lotte Lagoni.
Igennem det sidste halvandet år har hun også fået øjnene op for den værdi, de faglige selskaber bidrager med.
- I de faglige selskaber er der en masse viden, som vi skal blive endnu bedre til at formidle videre til medlemmerne. Som fagforening er en af vores vigtigste opgaver at være med til at dyrke vores professions udvikling og at varetage fagets interesser, og her spiller de faglige selskaber en vigtig rolle. Derfor vil jeg gerne være med til at forsætte det gode samarbejde, siger Lotte Lagoni.