Hjem > Aktuelt > Nyheder > Privat praksis på vej

Privat praksis på vej

8. december 2014
Ergoterapeuter med privat praksis er stadig et forholdsvis lille arbejdsområde, men der er en mindre vækst. Etf's Klub for privatpraktiserende ergoterapeuter har i de senere år oplevet en stigning fra 130 til 170 medlemmer.
- Jeg vidste, jeg ville noget med børn, siger Pernille Kvist, der sprang ud som selvstændig ergoterapeut i 2009. Foto: Lisbeth Holten

I september 2014 udsendte Ergoterapeutforeningen et spørgeskema til alle medlemmer af Klub for privatpraktiserende ergoterapeuter. Klubben har cirka 170 mellemmer, 84 har svaret på undersøgelsen. Det giver en svarprocent på cirka 50 procent.

Formålet med undersøgelsen var, at:

  • Give Etf detaljeret overblik over, hvem de privatpraktiserende ergoterapeuter er
  • Undersøge hvilke af foreningens tilbud medlemmer af klubben for privatpraktiserende benytter
  • Undersøge hvilke ønsker de privatpraktiserende ergoterapeuter har til foreningen

Etf's undersøgelse viser, at privat praksis stadig er for de erfarne ergoterapeuter. For mens cirka 50 procent af Ergoterapeutforeningens medlemmer er under 40 år og cirka 25 procent er over 50 år, så er 20 procent af de privat praktiserende under 40 år og cirka 55 procent over 50 år.

Undersøgelsen viser, at 45 procent af respondenterne arbejder 1-5 timer om ugen med deres private praksis. 51 procent har en til to kunder om ugen. I forlængelse heraf er det ikke overraskende, at 58 procent har et andet job ved siden af deres private praksis.

De privatpraktiserende ergoterapeuter sælger hovedsageligt ydelser til privatpersoner og kommuner.  Vejledning/rådgivning, undervisning og træning er de tre ydelser, som de privat praktiserende ergoterapeuter sælger mest af.

På spørgsmålet om, hvorfor man har oprettet privat praksis, fordeler svarene sig inden for fem kategorier:

  • Idealisme - man ønsker at give et bedre tilbud end det, som det offentlige system kan levere
  • Frihed til selv at kunne tilrettelægge arbejdsdagen
  • Utilfredshed med den måde det offentlige system er indrettet på
  • Omstændigheder i arbejdsliv og privatliv
  • Brænder for en særlig målgruppe eller metode

Se tallene fra undersøgelsen i Ergoterapeuten 

Læs  artiklen " Det var jo det, jeg drømte om" i det nyeste nummer af Ergoteapeuten, der er landet i din postkasse eller find artiklen her

Læs også artiklen "Fokus på patienterne" på Ergoterapeuten. Du finder linket til højre øverst her på siden.