Fokus på patienterne

Hun drømte om at blive selvstændig. Hun kunne ikke altid indfri sine egne krav til kvalitet i den stilling, hun havde på et sygehus. Hun havde oven i købet spottet en niche, hvor hun kunne udfolde sin faglighed som privatpraktiserende ergoterapeut. Og det gik hun så i gang med.

I første omgang er det dog blot en mindre forretning, 42-årige Marianne Thoning har etableret. I stedet for at satse hele butikken valgte hun nemlig det lidt mere sikre, da hun for snart tre år siden sprang ud som selvstændig.

Samtidig med at hun startede som privatpraktiserende, skiftede hun også sin daværende stilling på et sygehus ud med et kommunalt deltidsjob, og nu ser hendes arbejdsliv således ud: Halvanden dag om ugen tager hun imod patienter i Praksis for Ergoterapi i Virum nord for København. Primært ”neurologiske” patienter, der skal genoptrænes efter eksempelvis apopleksi, arbejdsskader eller andre neurologiske skader. Tre en halv dag – i alt 28 timer – er hun i Gladsaxe Kommunes genoptræningscenter i teamet, der arbejder med ambulante, neurologiske borgere.

- Jeg kan godt lide den kombination. Jeg får det bedste fra begge verdener. Det er vigtigt for mig, at det er sjovt at gå på arbejde. Og så skal der også være tid til familien, siger Marianne Thoning.

Fokus på privatpraktiserende

Spejlbillede

Hun er tæt på at være det fuldendte spejlbillede på en af de i øvrigt ganske få privatpraktiserende ergoterapeuter, der er herhjemme.

169 af Ergoterapeutforeningens 8.500 medlemmer er i dag selvstændige – og Marianne Thoning er langt fra den eneste, der både er selvstændig og offentligt ansat og nævner faglige ambitioner og ”frustration” over den offentlige sektor som sin drivkraft.

- Jeg stiller høje krav til mig selv og mit arbejde. I kommunerne og på hospitalerne bliver der færre ansatte, men vi skal nå det samme. Det er effektivisering over for kvalitet, siger Marianne Thoning.

Hun oplever ikke det dilemma i sin private praksis. Her planlægger hun bevidst efter, at der blandt andet skal være tid og omsorg, når den enkelte patient sendes ud af døren, inden den næste behandling starter.

- Her ved jeg, hvor jeg har mine redskaber. Her bliver vi ikke forstyrret af forskellige former for uro. Her kan jeg afsætte den nødvendige tid til patienterne og bestemmer selv valget for den faglige linje i behandlingen, siger Marianne Thoning.

Til gengæld generer det hende, at hendes private patienter skal betale to-tre gange så meget for en behandling, som det eksempelvis koster dem at opsøge en fysioterapeut.

- Det gør en stor forskel, at vi som ergoterapeuter ikke har overenskomst med det offentlige. Det skaber ulighed. I min verden er det ligegyldigt, om det er en direktør eller en enlig far, der har synkeproblemer – problemet er det samme, men det er ikke sikkert, at den enlige far har råd til at blive behandlet hos en privat ergoterapeut, hvis han ønsker det. Økonomien udelukker ham fra den mulighed, siger Marianne Thoning – og nævner at en del af hendes kunder ganske rigtigt hører til blandt de ”bedre-bemidlede”.

- Og flere af mine kunder kommer her via deres sundhedsordninger eller forsikringer, tilføjer hun.

Der er et marked

Da Marianne Thoning startede som selvstændig i 2012, havde hun spottet, at der var et marked for en selvstændig ergoterapeut med speciale i neurorehabilitering. Det havde hun ret i. Det seneste år har hun intet gjort for at markedsføre sig selv – udover sin hjemmeside. Undervejs har hun været oppe på ti patienter i den private praksis på en uge.

- Det var kun en kort periode, for det var alt for mange, når jeg kun har halvanden dag om ugen i min praksis, siger Marianne Thoning – som efter knap tre år som selvstændig ikke har fortrudt:

- Nej. Jeg har lært en masse. Jeg har selv lagt linjen her. Og fokus er hundrede procent på patienterne.