Hjem > Aktuelt > Nyheder > Velfærdsydelser i topklasse kræver involvering

Velfærdsydelser i topklasse kræver involvering

28. maj 2015
Rehabiliteringsbølgen, som de seneste år har præget det danske sundhedsvæsen, vil fortsætte med at rulle i fremtiden, ifølge formand for KL’s Social – og Sundhedsudvalg. Det vækker glæde hos Etf’s formand, Gunner Gamborg, da det vil give klart bedre vilkår for, at borgernes aktivitet og værdige deltagelse i hverdagen bliver sat i højsædet.
Rehabilitering
- Ergoterapeuters kompetencer er som skabt til at føre en udvikling videre, hvor fokus er på den enkelte borgers ressourcer i samspil med de omgivelser, han eller hun er en del af, siger Gunner Gamborg. Foto: Colourbox.

Af Per Bøjgaard Sørensen

Kommunernes velfærdsydelser har de seneste år undergået store forandringer, hvor borgerens egne ressourcer er kommet i centrum. Rehabilitering er blevet et nøgleord i den danske sundhedspolitik, og det vil det blive ved med at være. Det kom frem på KL’s årlige Social- og Sundhedspolitiske Forum torsdag og fredag i denne uge, hvor temaet er ’Giv ordet til brugere og samarbejdspartnere’.

I sin tale på konferencen i Aalborg sagde formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Thomas Adelskov, at for at rehabilitering skal lykkes optimalt, kræver det, at man inddrager borgerne i endnu højere grad end hidtil.

- Fokus er nu rettet mod, hvordan den enkelte borger bedst muligt selv bliver i stand til at klare mere i hverdagen. Hvis vores velfærdsparadigmeskift skal lykkes, er det tvingende nødvendigt, at vi involverer dem, der skal have ydelserne.

Bringe borgerens egen viden i spil

Thomas Adelskov understregede, at blandt andet terapeuter, læger og sosu-assistenter skal tænke nyt, hvis borgeren og alle parter omkring borgeren skal involveres endnu i mere i fremtiden.

- Det er nu engang borgeren, der kender sig selv bedst. Og den viden skal vi bringe i spil. Men fokus skal ikke kun rettes mod den enkelte borger. En rehabiliterende tankegang involverer også nære pårørende, familien, venner, netværket og vores samarbejdspartnere lokalt på en helt ny måde, sagde KL’s formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Den udmelding vækker tilfredshed hos Etf’s formand Gunner Gamborg, for det er netop her, ergoterapeuter og TRIV-faktorerne har sine forcer.

- Det er jo det rene TRIV! Så det er lige vand på vores mølle. Og når lederne i KL i en fælles kronik torsdag desuden er ude at sige, at sundhedshusene skal opprioriteres og spille en endnu større rolle fremover, når supersygehusene står klar, hilser vi selvfølgelig den udmelding velkommen. Vi vil presse på for, at ergoterapeuter bliver ansat i endnu større målestok, end vi har set hidtil.

Bør give job til flere ergoterapeuter

Gunner Gamborg henviser til en kronik i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, hvor formanden og næstformanden i KL sammen med Thomas Adelskov tager hul på debatten om fremtidens sundhedssystem. De kommende supersygehuse betyder, at mange borgere får længere til et sygehus med akutmodtagelse. Det kræver ifølge topfolkene i KL, at der skal bygges flere sundhedshuse med fokus på forebyggelse og genoptræning.

- Det er oplagt, at det bør give job til flere ergoterapeuter. Vores kompetencer er som skabt til at føre en udvikling videre, hvor fokus er på den enkelte borgers ressourcer i samspil med de omgivelser, han eller hun er en del af, siger Gunner Gamborg.

Mere om TRIV